En “god” lussing
På grund af de store træningsfremskridt i sæsonens første måneder var det en optimistisk lille flok 2.damer som søndag drog til Esbjerg. Ni markspillere og en målmand skulle forsøge at få has på de dygtige og rutinerede Esbjerg-piger.
Alle forhåbninger om en sejr fik dog et knæk da Esbjerg tidligt i 1.periode kom foran med 4-0. En lille opsang fik dog hurtigt ÅFS-pigerne på rette spor og perioden ud fungerede spillet både offensivt og defensivt.
I 2. og 3. periode bevægede ÅFS sig lidt længere frem på banen. Det blev straffet i den anden ende af de pasningsstærke og boldsikre Esbjerg-piger som stille og roligt udbyggede deres forspring. ÅFS kæmpede hårdt for at komme på tavlen men desværre uden resultat. Spillet i de to sidste perioder var dog udemærket specielt da kampen blev spillet i et højt tempo.
Esbjerg vandt efter flot spil fortjent kampen 10-0. ÅFS-pigerne havde dog god grund til at se lyst på mange momenter i kampen og vender man sig til det nye forsvarssystem og bliver lidt bedre til at afslutte kommer der helt sikkert også point på kontoen.