En hård sejr og et smalt nederlag

Intet nyt er godt nyt – det gamle udtryk holder stort set vand ift. 1. damer og deres seneste togter i liga Vest.

Esbjerg – ÅFS 0-4 (0-0,0-2,0-2)

Først stod det på et opgør mod Esbjerg, der de sidste par år har drillet ÅFS voldsomt. Det blev da heller ikke nogen let kamp, selvom ÅFS klart havde spilovertaget kampen igennem. Esbjerg pigerne stod solidt i forsvaret og de ellers talrige og kvalificerede ÅFS forsøg blev afvist af forsvaret og ikke mindst målmand. Det lykkedes dog endelig ÅFS at prikke hul på bylden midt i 2. periode med to hurtige scoringer, og eftersom Esbjerg kun sjældent gæstede ÅFS’s banehalvdel var der herefter aldrig rigtig tvivl om resultatet. Kampen var ganske hårdt spillet og specielt 3. periode blev skæmmet af mange udvisninger. Med et flot frislagsmål og et Esbjerg selvmål kunne ÅFS tage hjem til Århus med sikker 4-0 sejr og en del skrammer i tasken.

ÅFS point:.
Cecilia Garibaldi 2+0
Henriette Gam 1+0
Helena Grove 0+1
Diana Olesen 0+1
Marie Louise Tøttrup 0+1

Frederikshavn Bulldogs – ÅFS 3-1 (1-0,2-0,01)

I den forgangne weekend var ÅFS’erne for første gang i år i Frederikshavn. En opsat og talstærk trup var klar til at tage kampen op mod et altid velorganiseret Bulldogs hold. Det blev tempofyldt kamp, hvor ÅFS lagde godt ud med en række store chancer, hvor den vikarierende Bulldogs keeper viste stort format. Bulldogs svarede dog godt igen med et par farlige chancer og kunne gå til pausen foran 1-0 efter en ellers meget lige periode.

I starten af 2. periode havde ÅFS’erne svært ved at finde takten og kom til at halte efter i Bulldogs kombinationerne. Den svage ÅFS periode udnyttede Bulldogs kynisk og bragte sig foran 3-0 inden ÅFS’erne igen fik stabiliseret forsvaret og kom bedre frem ad banen. Til trods for at par rigtig gode muligheder i powerplay blev der i perioden ikke halet ind på Bulldogs føringen.

I kampens sidste periode fik ÅFS igen godt fat i kampen og formåede at lægge et godt pres på Bulldogs i store dele af perioden. Det resulterede bl.a. i et godt powerplay og ikke mindst i et straffeslag som Malin Lantz køligt udnyttede. ÅFS tog keeperen ud mod slutningen og selvom det førte til et par tilfældige ÅFS chancer, forblev resultatet 3-1.

ÅFS point:
Malin Lantz 1+0

Skriv et svar