En ny sæson i ligaen står for døren
På søndag d. 1/10 løber 1. dame på banen i Esbjerg og tager dermed hul på en ny og spændende sæson i UMBRO-ligaen. Efter en lang optaktsfase bliver det forløsende endelig at komme i kamp og få en fornemmelse af modstandernes og ikke mindst eget niveau.
Damerne har trænet hårdt og talstærkt frem mod sæsonstarten med omkring 18 spillere til træning 2-3 gange om ugen. Holdet har spillet tre træningskampe – to mod FFK og en mod TÅF – og har vist klar fremgang fra kamp til kamp.
ÅFS damerne har til denne sæson fået tilgang fra en del nye spillere: Nina Myrer fra IK Akerselva, Cecilia Garibaldi fra Team Århus (Norge), Diana Olesen og Anne V. Poulsen fra FC Outlaws. Desuden har et par gamle ÅFS stjerner også trænet med et par gange: Astrid Christensen og Maj-Britt D. Hansen. De nye spillere er godt krydderi til holdets gamle stamme, der igennem de sidste to-tre sæsoner er blevet godt spillet sammen.
I optakten har holdet vist lovende takter og det skal blive spændende at følge det nye holds skæbne i den kommende sæson. Første hjemmekamp er lørdag d. 7/10 kl. 15.30 i ÅFS centret.