En perle.

Outlaws-ÅFK (elitedivision vest herrer), 2-4 (1-3, 0-0, 1-1).
Målscorere for ÅFK: 0-1 Mads Skytte (Jeppe Hansen), 0-2 Poul Nyborg (Nikolaj Skøtt), 1-3 Nikolaj Skøtt, 1-4 Jesper W. Jensen.

Hvad der egentlig var en betydningsløs kamp blev til en dejlig ÅFK forestilling på en dag, hvor det danske vejr endnu engang viste at det er verdens underligste. Høj solskin på vej ud, og snevejr på vej hjem. ÅFK vandt dagens elitedivisionskamp med cifrene 4-2 i efterhånden vanlig stil. I de seneste 6 kampe har ÅFK vundet 3, spillet 2 uafgjort og tabt 1, det er vist første gang i klubbens historie, at man kan tale om et winning streak. Okay, veteranerne taler stadig om dengang de blæste gennem 1. division, men for de fleste fortaber den slags sig i fortidens tåger. Det er kun når Mads S. og tidligere ÅFKer Jørgensen har rundet et par øl, at den slags kommer frem. Men hvad skal vi med legender, når det kører så godt. Tilbage til kampen.
Inden kampstart havde en enkelt spiller (Bo N……) præsteret at glemme skiftet til sommertid, så afgangen blev udsat i det meste af en time. Trænerne regner stadig på bøden. Dette, og en kampstart kl. 15.00 og ikke som ÅFK troede kl. 16.00, resulterede i en meget sparsom opvarmning. Men som sædvanlig kører det bedst for ÅFK på banen, når der er kaos i organisationen. Dette viste holdet i 1. periode, hvor Mads Skytte legede rundt i Outlaws forsvar, for derefter at sende bolden ned i venstre målhjørne, assisteret af Jeppe Hansen. 5 minutter senere trillede forårssæsonens store nydelse Nikolaj Skøtt forbi 2 mand for derefter at aflevere til Poul Nyborg, der med et dommedagsdrøn sendte bolden op i nettaget forbi en chanceløs og chokeret Outlaws målmand. Et par minutter senere reducerede Outlaws på et frislagsmål, hvor muren lod en del tilbage at ønske. Det agtede Nikolaj Skøtt dog ikke at finde sig i, så han startede nede i venstre hjørne på egen banehalvdel (!), afdriblede 3 mand og sendte bolden i mål.
2. periode bar præg af den skideballe Outlaws utvivlsomt må have modtaget i deres omklædningsrum. Idet spillet røg op i tempo, og der blev skruet op for det hårde spil. Imod slutningen af perioden besluttede det udmærkede dommerpar først at smide en Outlaws og derefter 2 ÅFK spillere ud i 2 min. Det resulterede i at ÅFK startede 3. periode med 3 mand mod 5, men det lod holdet sig ikke knægte af. Holdet kæmpede, og beviste at den store forskel på de to hold den dag var viljen.
5 minutter inde i 3. periode var Jesper W. Jensen på spil i Outlaws forsvar. Hårdt presset fightede han en svær bold op i højre målhjørne. Halvvejs inde i perioden reducerede Outlaws, det animerede dem til at spille lidt mere som det tophold de var tippet til at blive inden sæsonstart. Men ÅFK overlevede presset takket være den flyvende Peter Värnstrøm i målet og de meget velspillende backpars, der lavede meget få fejl.
Det var afgjort et værdigt punktum for en vellykket sæson for ÅFKs eliteherrer. Inden sæsonen var ÅFK tippet som nedrykningsfavoritter, men holdet endte lunt midt i tabellen. Kampen i dag blev vundet på kollektivt sammenhold og vilje, egenskaber der skal føres videre til næste sæson og den snart forestående Marselisborg cup.

Skriv et svar