Endelig – point på kontoen!

Efter at nedrykningen er blevet en realitet har det eneste tilbageværende spørgsmål været om det ville lykkes at få point på kontoen i årets UMBRO-liga Vest. Lørdag havde ÅFS en god mulighed da Aab, rækkens 5’er, gæstede ÅFS Centret.

Kampen begyndte med ufatteligt ringe ÅFS-spil. Ingenting fungerede, stribevis af fejl, ingen gejst og ingen vilje i nærkampene. Aab kunne således hurtigt bringe sig foran 4-0 bl.a. efter et undertalsmål og kampen synes allerede afgjort. Men en løs mulighed gav en reducering og en smule tro på sagen igen – hjemmeholdet fik bedre fat og efter første periode stod det 3-5 (Gram x2, Dubbelman).

I 2. periode begyndte hjemmeholdet bedst og efter få minutter kom udligningen (Dubbelman og Vangkilde). Aab satte sig efterfølgende på spillet mens ÅFS levede på kontra og flere gange var ÅFS tæt på at komme foran. I stedet rendte ÅFS ind i et par dumme udvisninger og kom igen bagud 5-6 i UT. Kampen bølgede efterfølgende længe frem og tilbage inden Walid med ungdommelig kådhed via køkkenvejen lagde bolden ind bag Aab-keeperen og således udlignede til 6-6. Kort efter kom Aab igen foran men med 1 sekund tilbage af perioden fik ÅFS et frislag et lille stykke inde på Aab’s banehalvdel. Aab var måske gået til pause for Dubbelman kunne brage et slagskud igennem muren til udligning 7-7.
I kampens sidste periode overtog Aab styringen og spillede sig med god tålmodighed frem til flere store muligheder. To gange satte en back sin direkte oppasser og pludselig var Aab igen komfortabelt foran 9-7 og kampen synes nok engang afgjort. ÅFS bevarede dog troen og kæmpede videre og i kampens sidste hektiske minutter kunne ÅFS først i PP og siden 6 mod 5 udligne til 9-9 (Bartels, Peter Larsen).
Overtidsperioden har formentlig ikke været verdens kønneste omgang. Begge hold virkede trætte men det gav til gengæld en del store chancer i begge ender. Især Aab havde tre mega-chancer og kunne have afgjort kampen men enten gik boldene forbi eller Skjerning kom i vejen. I stedet løb ÅFS en kontra og Peter Larsen kunne med et forløsende håndledsskud afgøre kampen 10-9.

Efter 16 kampes venten lykkedes det således endelig ÅFS at få point. Sejren kom i hus efter ukuelig optimisme nede 4-0 og derefter hård fight. Det var dog også værd at bemærke at ÅFS scorede 10 mål – tidligere i sæsonen er det ikke lykkede at score mere end 5 mål i en enkelt kamp. Forude venter nu en liga-afslutning mod Outlaws, Brønderslev og Aab.

Skriv et svar