ENDELIG!

Så skete det! Langt om længe fik 1. herre en sejr i hus – og hvilken sejr. Først efter at have været helt nede og vende kom ÅFS igen og lukkede kampen. Det blev den spændende tvekamp alle havde spået. Når disse lokalopgør spilles er det lige meget hvilken tabelplacering holdene indtager. Der bliver fightet om hver millimeter halgulv. Denne dag forsvarede ÅFS basen, flaget blev hjemme og en fin skalp kom i sækken.

Det var en forrygende atmosfære kampen blev spillet i. 150 feststemte publikummer – indløb med røg, lysshow og verdensklasse speakning fra floorballkoryfæet Johan Jensen. Det er sjældent vitser primært over haikodigte og elge er blevet så vel modtaget…

Begge hold havde noget de skulle bevise. TÅF skulle absolut bruge pointene til fastholde ambitionen om en slutspilsplads. ÅFS skulle væk fra nedrykningsstregen, og var efter en række kampe med udtur, hvor marginalerne ikke har været med holdet, meget opsatte på at bevise at 1 point på kontoen var misvisende.

Begge hold startede med høj tænding, men det var TÅF som spillede bedst i de første 10 minutter af kampen. De kom til flere nærgående kontraforsøg. Ret overraskende stod TÅF defensivt på banen og overlod spillet til ÅFS i 1. periode. Begge Århus hold har dog problemer med at styre kampe, så der var kun storspil fra Kenneth Thomsen i ÅFS målet, der nok engang var ÅFS bedste mand, der holdt hjemmeholdet inde i kampen. Langsomt, men sikkert kom ÅFS dog bedre med i kampen og efter 13 minutters spil kom belønningen. Efter en dribletur afsluttede Nicolaj Skjøtt på mål, og den ellers velspillende, unge TÅF keeper kunne ikke holde skuddet og Johan Carlson kunne prikke returen ind i kassen. Et par udvisninger til ÅFS i slutningen af perioden gjorde at TÅF var tæt på udligning i powerplay, men godt boksspil gennem hele kampen holdt TÅF fra powerplay scoringer. ÅFS fik 6×2 min, mens TÅF fik 1×2 og 1×2+10. Udvisningerne var der ikke så meget at indvende imod. I det hele taget dømte kampens to dommere Kim Falgren og Tommy Jacobsen fremragende. De havde fuldstændig styr på gemytterne, der ellers ikke er nemme at kontrollere i disse Århus lokalopgør.
I 2. periode pressede TÅF spillet længere op på ÅFS banehalvdel, men var stadig farligst på kontra. ÅFS spillede fornuftigt, og lod sig ikke friste til hovedløst at kaste sig frem på banen. Perioden var en lang stillingskrig, men 18 min. henne scorede Anders Brøns Christensen et heldigt mål, hvor TÅF keeperen ikke så for heldig ud. Der var frislag i hjørnet. Anders slår en hård, flad bold indover, som rammer målmandens ben og ryger i kassen. 2-0 til hjemmeholdet, og kampen burde kunne lukkes, men kampen var langt fra forbi endnu, først skulle publikum trækkes gennem en ufatteligt nervepirrende 3. periode.
Efter 2 min. spil i 3. periode begyndte 5 rigtig dårlige minutter for ÅFS. TÅF scorede 3 gange på denne håndfuld minutter. Først 1 kontramål, derefter fik en TÅF spiller frit skud fra midt i “slottet”, og slutteligt et kontramål mere. ÅFS var gået over til at spille med 3 angrebskæder i sidste periode for at holde tempoet og intensiteten i kampen oppe, men på 2 af scoringerne så netop 3. angrebskæde ikke for heldige ud. Det skulle der dog laves om på. I stedet for at gå ned, som ÅFS har haft en kedelig tendens til, når holdet først møder modgang, kæmpede holdet forrygende. Belønningen kom i form af 2 scoringer af 3. angrebskæde signeret Morten Søensen og Lars Elgaard. Sidste scoring på topklasse forarbejde fra Michael Buch, der presset af 3 mand spiller bolden bag ryggen og finder en blank Lars Elgaard, der tørt hugger den lille hvide kugle i kassen. Jubelen ville ingen ende tage for hjemmepublikummet, der i flere minutter stående klappede ÅFS frem til den endelige sejr. TÅF kom sig aldrig over chokket, og formåede ikke at presse ÅFS væsentligt i de sidste 5 minutter af kampen. Med 30 sek. tilbage fik Johan Carlson bolden, og driblede så ellers rundt med bolden i bedste Jerker Lundgren stil resten af kampen.

På denne måde kronede ÅFS en fornem sejr. Publikum fik storslået underholdning gennem hele kampen, og begge hold havde stor ære af kampen.

Den 8/12 skal ÅFS til Esbjerg og se om man kan fortsætte den positive udvikling holdet er inde i.

Skriv et svar