Endnu en sejr til 2. damerne

Julemaden trykkede lidt, og et par sommerfugle var der også i maven, da 2. damer søndag startede det nye år i kamp mod rækkens bundhold fra Vissenbjerg: sejr var mindste krav. Holdet stillede i stærkeste opstilling med tre kæder og to målmænd, og Asbjørn styrede de mange skift i god stil fra bænken.

ÅFS kom godt fra start med en scoring af Mette Mørk, der fik frit løb til fynboernes mål efter to minutter. Presset blev holdt højt på banen, og spillet kom til at glide godt i angrebet, hvilket gav mange gode skud på mål – hvilket også resulterede i endnu en scoring: Ditte Hviid snød gæsternes målmand, på en god indspilning fra Line Lind. Lidt ærgerligt at Vissenbjerg sluttede perioden af med en reducering til 2-1 et minut før tid.

Det blev en lidt rodet start på anden periode, men igen var det ÅFS, der styrede spillet. Indsatsen førte til to flotte scoringer. Den første af Line Lind (ass. Mette Mørk) – den anden i overtal, hvor Stella Gregersen sørgede for at sende bolden i nettet på en pasning fra Henriette Rasmussen.

Mette Milling lagde hårdt ud i tredje periode og bragte 2. damerne på 5-1 i hendes debutkamp (ass. Maria Rasmussen). Vissenbjerg, der i sidste periode fik presset sig lidt længere op ad banen, sluttede kampen med en udligning til 5-2 på et frislag 17 sekunder før slutfløjtet lød.

Status var stor tilfredshed hos træner og spillere over sejren, det bedre sammenspil og at det endelig begynder at lykkes at få sat nogle streger på scoringstavlen.

Skriv et svar