Endnu et flot U17-resultat.

Lørdag tog klubbens U17-hold et smut til det midtjydske for at møde Sunds Seahawks. I alt 9 spillere havde valgt at bruge deres lørdag i selskab med dagens trænere William og Erik.

Bussen kom en smule sent af sted fra Århus, og så var der kun sølle 8 minutter til opvarmning. Derfor startede ÅFS meget passivt og uden nogen form for vilje og gejst. Sunds var totalt spilstyrende men havde vanskeligt ved at holde tempo i spillet og havde derfor ikke de store chancer. Efter 12 minutter kom Sunds alligevel foran da opdækningen svigtede totalt og to mand kunne stå helt fri tæt under mål. Kasper Nielsen kunne passere en chanceløs men ellers velspillende Jes Johnson i ÅFS-målet.
Kort efter valgte ÅFS at gå længere frem at presse. Det gav øjeblikkeligt resultat da Søren Sepstrup snuppede bolden og smart afdriblede et helt forsvar. Med 30 sekunder tilbage af perioden brød backen Siavash Mirshashi et Sunds-angreb. Lynhurtigt blev spillet vendt og efter en perfekt pasning kunne Lars Haslev sende bolden fladt ind bag Sunds-keeperen. Måske ikke helt fortjent efter spil og chancer.

2. periode forløb spillemæssigt noget bedre. Sunds var stadig spilstyrende men formåede ikke på noget tidspunkt at komme til oplagte chancer. ÅFS var tilgengæld lynende farlige på kontra og blev i midten af perioden snydt for et soleklart straffe da en Sundsback fra en position i det lille felt reddede bolden på målstregen. Med fem minutter tilbage af perioden kom ÅFS i overtal og i løbet af de følgende to minutter havde man ikke færre end fire 100% chancer bla et godt slagskud fra Sune Schack. Desværre manglede skarpheden og istedet fik Sunds udlignet med et minut tilbage af perioden da flere ÅFS-spillere pludselig tabte koncentrationen.

3. periode var en smule rodet. ÅFS bevægede sig lidt længere frem og det gav flere store Sunds-chancer. Der skulle dog endnu et besynderligt frislag til før Sunds kom på 3-2. Resten perioden gjorde ÅFS hvad de kunne for at udligne. Det blev da også til adskillige kæmpechancer til både Lars, Siavash og Boje Ehmsen (ja Ehmsen). En enkelt gang følte man sig også snydt for endnu et straffe. Med to minutter igen kom ÅFS i overtal. Koncentrationen svigtede dog over hele linien og Sunds’ Nicklas Thybo kunne afslutte et flot kontraangreb med at afdrible ÅFS-målmanden og score til 4-2.

4-2 til Sunds var set over hele kampen ok. Sunds havde langt det meste af spillet mens ÅFS havde klart de største chancer og med lidt mere skarphed havde resultatet nok set anderledes ud. På trods af resultatet var spillerne dog godt tilfredse med indsatsen og spændende bliver det nu om man kan drille rækkens klart stærkeste hold Skanderborg og Herning.

Skriv et svar