Floorball-lørdag i ÅFS

I morgen lørdag bliver ÅFS-centret ramt af en stormflod af floorballstave og bolde. Fra tidlig morgen til sen aften tager forskellige ÅFS hold i mod gæster fra nær og fjern, der forhåbentlig ikke vil få en alt for kærlig modtagelse. Der er lagt op til en spændende dag med masser af aktion, mål og ÅFS-point.

I dagens første kamp tager ÅFS U15 hold imod bysbørnene fra TÅF. De to hold mødtes så sent som sidste søndag, hvor det blev til en sikker udesejr på 11-2 til ÅFS. Mon ikke TÅF gerne vil revanchere det nederlag? Kom og støt klubbens talenter i lokalopgøret mod TÅF.

Efter juniorkampen løber ÅFS 2. damer på banen mod Svendborg. Sidst de to hold mødtes blev det til ÅFS sejr på 5-1, men Svendborg viste at de bestemt er bedre end placeringen som rækkens bundprop vidner om. Det skal blive spændende og se om 2. damerne kan få styr på spillet og fortsætte de lovende takter fra kampen mod topholdet fra Odense. Med opbakning på lægterne skal pigerne helt sikkert nok finde de rette takter frem.

I den efterfølgende kamp står der igen ÅFS – Svendborg på programmet. Denne gang er det dog 2. herrerne, der byder velkommen til Århus. Da ÅFS for en måneds tid siden var i Svendborg, stillede de med et voldsomt amputeret hold – blot 8 markspillere og en målmand (deriblandt to piger). Alligevel lykkedes det holdet at hive en kneben 5-4 sejr hjem. Forhåbentlig stiller holdet med en lidt stærkere opstilling, der kan tage lysten fra et helt sikkert hårdt fightende Svendborg-hold. Tilskuerne er velkommen til at hjælpe til med at give Svendborg en varm eftermiddag i ÅFS-centret.

Dagens fjerde kamp står mellem ÅFS 1 damer og Frederikshavn Bulldogs. Sidst Danmarksmestrene fra Bulldogs var på besøg i Århus hev de en smal 5-3 sejr hjem, og der er derfor lagt op til en spændende kamp. Et formstærkt ÅFS hold skal atter forsøge at drille frederikshavnerne, men hvis det skal lykkes har de brug for al den støtte klubben kan mestre.

Den sidste kamp på programmet er ÅFS 1 herrer mod Bjerre Millennium 2000. De to foregående opgør er endt med sikre sejre til ÅFS, men Bjerre har vist tænder, så længer kræfterne har været til det. Derfor skal det blive spændende at se om ÅFS kan fortsætte de fine takter fra sidste weekends kamp mod Skanderborg, hvor de kun behøvede 10 minutter til at lukke kampen. Det bliver en svær opgave mod et altid hårdt fightende Bjerre mandskab. Køb en lørdags-fadbamse, ta’ en stol og støt klubbens bedste herrehold.

Dagens program:

10.30: U15 ÅFS – TÅF
12.00: 1. division damer ÅFS 2 – Svendborg Floorball
14.00: 2. division herrer ÅFS 2 – Svendborg Floorball
16.00: UMBRO liga damer ÅFS 1 – Frederikshavn Bulldogs
18.00: 1. division herrer ÅFS 1 – Bjerre Millennium 2000

Skriv et svar