Flot kamp af 1. holdet.
Lørdag skulle 2. pladsen i 1. div. vest og dermed oprykning til Floorball-ligaen sikres for ÅFS Floorballs 1. herrer. Kravet var blot et enkelt point mod Odense, men med en sølle flok bestående af 9 markspillere og en debutant i målet var der lagt op til spænding om kampens udfald.
1. periode begyndte med ÅFS som spilstyrende. En meget kontrolleret offensiv gav flere store chancer, men først efter et kvarters spil kom ÅFS foran ved Laust Jørgensen. Herefter kom scoringerne nemt og perioden endte 3-0 til ÅFS.
Odense var væsentligt bedre med i 2. periode. ÅFS spillede lidt for direkte, og Odense var giftige når de brød spillet højt på århusianernes banehalvdel. Derfor var det også naturligt, at Odense efter et frislag kom på 1-3. Det gode Odense-spil fortsatte perioden ud, og kun uskarphed foran mål og par tilfældige ÅFS-scoringer betød at fynboerne stadig var bagud med 5-2 inden sidste og afgørende periode.
I 3. periode var ÅFS totalt dominerende. Odense gik længere frem og pressede men glemte af og til returløbet, så ÅFS vadede i chancer og fik mange nemme mål på denne konto. Perioden endte 6-0 og kampen således 11-2 til ÅFS.
De mange afbud taget i betragtning var dette et imponerende resultat. Alle fulgte konceptet og ingen faldt igennem spillemæssigt, hvilket også betød at stort set alle fik point på kontoen. Skuffende var det dog at Odense ikke fik mere ud af deres efterhånden gode og rutinerede spillermateriale og f.eks. kun fik sat 15 skud inden for rammen i løbet af kampen.
Kæder.
1. wing: Anders Jensen(2+4), Jesper Vangkilde(2+0), Laust Jørgensen(2+0)
2. wing: Anders Brøns(1+0), Jan Rise(1+2), Lars Skytte(2+0)
Backs: Mads Skytte, Johan Dubbelman(1+3), Peter Larsen
Mål: Lars Erik Bartels(0+1)