Første kvartfinale endte uafgjort

Inden kvartfinalerne mod Hafnia FC var der lagt op til en spændende og lige affære. I stil med sidste års kampe kunne man forvente en taktisk præget og målfattig kvartfinale-serie, hvor en stærk Århus-defensiv skulle matche Hafnias gode offensive kræfter. Sådan tog den første kamp søndag dog ikke sin begyndelse…

Fra allerførste fløjt foregik spillet i højt tempo med intense nærkampe. Hafnia var spillemæssigt toneangivende og havde flere store chancer deriblandt et skud på stolpen. ÅFS fik med helbanepres langsomt arbejdet sig ind i kampen. Mette Egeberg Borch fik efter 5 min. med ryggen til mål klasket til en løs bold i luften, og således stod det 1-0. Efter blot 8 min. blev det 2-0 ved Signe Sørensen, og i en kort periode så det ud til, at Hafnia endnu engang skulle køres over. Frustrationerne bredte sig så småt i Hafnia-truppen, men desværre blev et par voldsomme bandetacklinger og en klokkeklar hooking ikke straffet efter fortjeneste. I stedet gav et ÅFS-boldtab i midtzonen Hafnia en løs chance og reducering til 2-1. Hafnia var med igen, og herfra og kampen ud dominerede amagerikanerne. ÅFS levede mest på kontra, og netop på en lang præcis kontrapasning fra Astrid Christensen, gjorde dagens måske bedste ÅFS’er Tine Nielsen det til 3-1. Men Hafnia kom stærkt igen. Med blot 11 sekunder tilbage af 1. periode omsatte Hafnia et overtal til nok en reducering. Den efterfølgende face-off vandt Hafnia, men Tine Nielsen pressede en modstander til fejl, og den efterfølgende friløber blev iskoldt omsat til mål. 4-2 til ÅFS efter en hektisk og velspillet 1. periode.

Kampens 2. periode udviklede sig mere forventeligt som en taktisk affære med få målchancer og intense nærkampe. Hafnia var toneangivende, dog uden at sætte Anette Kjeldgaard på de store prøver. I den anden ende havde ÅFS flere megachancer, men Hafnia-keeperen havde efter en noget famlende første periode virkelig fået styr på sit spil og diskede op med indtil flere klasseredninger. I periodens sidste minut fik Hafnia nok engang bragt sig på tavlen på en løs bold foran mål. Kunststykket fra første periode med en hurtig ÅFS-scoring lige efter var meget tæt på at gentage sig, men endnu en god redning i Hafnia-målet forhindrede dette.

Kampen sidste periode begyndte katastrofalt for ÅFS, da et kiks i udskiftningen førte til Hafnia-udligning 4-4. Hafnia kom efterfølgende frem til mange oplagte målchancer, men ineffektivitet og klassespil af Anette Kjeldgaard forhindrede dem i at komme yderligere på tavlen. Mod kampens slutning vågnede ÅFS-pigerne igen til dåd og havde mange store chancer. Stolpe ud, brændte chancer i powerplay og et par heldige/dygtige redninger af Hafnia-keeperen forhindrede dog en ÅFS-sejr.

Kampen endte 4-4, hvilket set over hele kampen var et rimeligt resultat. Hafnia dominerede kampen, men led under store personlige fejl, og ÅFS havde derfor også kampens klart største chancer. Der var dog grund til ærgrelse over resultatet i Århus-lejren efter den perfekte start, hvor sækken igen var tæt på at blive snøret allerede i første kamp.
Forud venter en meget spændende returkamp. Hafnia må efter søndagens kamp være favoritter, men kun hvis de formår at udrydde personlige fejl. Samtidig viste ÅFS-pigerne bestemt ikke holdets spillemæssige potentiale, så serien er stadig helt åben.

Skriv et svar