Første sæsonnederlag til herrerne!

Normalt er en julepause forbundet med ædegilde og kraftig vægtøgning men for 1.herrers trup var det modsatte tilfældet. Klubskifter, skiferie, karrierestop, skader, sygdom og et par eksamensofre betød at truppen kun bestod af 9 markspillere.
Det viste sig dog tidligt i kampen at man sagtens kunne være med alligevel. De første 2 perioder udviklede sig meget lige men større effektivitet blandt ÅFS'erne og en stærkt spillende Kenneth Thomsen i målet betød at ÅFS kom foran 2-0.
Sidst i 2.periode blev Mads Skytte skadet og i forvirringen derefter lykkedes det Esbjerg ganske hurtigt at bringe sig foran 3-2 hvilket også var stillingen inden 3. og sidste periode.
De første 10 min. af 3. periode forløb fortsat meget lige. Alligevel kunne Esbjerg lidt ufortjent bringe sig foran 5-2. Kampen syntes tabt men en tilfældig ÅFS-scoring gav holdet troen tilbage. Resten af kampen forløb med et massivt ÅFS-pres men på trods af endnu en scoring og et par stolpeskud lykkedes det ikke at få udlignet.

ÅFS led således sæsonens første nederlag og i øvrigt også det første nederlag til Esbjerg i 4 år. Hullet ned til Esbjerg i tabellen synes dog stadig komfortabelt og med en sejr på lørdag mod Herning kigges der stadig opad i tabellen.

Skriv et svar