Førsteherrer forsat ubesejret efter to nervepirrende kampe

Kampen imod Randers Raptors blev spillet tirsdag den 8. november i ÅFS centret. Randers Raptors overlevede med nød og næppe sidste sæson i divisionen, og er i denne sæson også kommet skidt fra start. De manglende resultater kan overraske, når man kigger på et hold med profil spillere som Morten Jacobsen og Anders Brøns, og selvsamme Anders Brøns som træner. Baseret på de to foregående kampe imellem ÅFS og Randers i første division, må man dog bare erkende at marginalerne ikke er med Randers. Begge kampe var lige opgør, hvor ÅFS endte med 6 point gennem en kombination af skarpere afslutninger og lidt dommertække. Tirsdagens opgør blev ingen undtagelse, og de to hold fulgtes således også pænt ad frem til midten af tredje periode. Her viste ÅFS dog en ny force, idet denne sæsons brede stamme af spillere, betyder gode mulighed for rotation og hvile. Derfor fik ÅFS overtaget de sidste 10 minutter, og kunne sikkert tage kampen fra 7-6 til 11-6.

Lørdag ventede der en lang køretur til Hjørring og oprykkerne fra White Hawks. De to hold havde inden weekendens opgør mødt hinanden én gang i sæsonen. Et opgør som ÅFS vandt, efter to gode perioder, og en mindre god 3. periode. I det første opgør stod Hjørring meget defensivt, og viste momentvist deres gennembrudsstyrker i kontra angreb. Lørdagens kamp blev noget helt, helt andet. Her startede Hjørring med helbanepres, og en flok omtumlede ÅFSere forærede mål væk i en lind strøm.

1. og 2. periode var uskøn, med intens floorball, med mange fejl og mange chancer i begge ender. Hjørring viste sig bedst i denne disciplin, og kunne starte 3. periode med en 5-3 føring.

ÅFS’ rotations mulighed viste dog endnu én gang sit værd, da ÅFS fra starten af 3. periode sætte sig tungt på en flok trætte Hjørring spillere. I løbet af periodens første 10 minutter fik ÅFS bragt sig på 5-5, og da Hjørrings formstærke målmand Kim Nielsen måtte udgå med en skade, og Hjørring sætte en stærkt spillende center på pladsen i stedet, var vejen åben for ÅFS.

Slutresultatet på 8-5 kunne ligeså vel have gået den anden vej, især hvis Hjørrings målmand ikke var blevet skadet. Ærgerligt at den slags uheld, skal påvirke en god og spændende floorball kamp. ÅFS håber på snarlig bedring for Hjørrings Kim Nielsen, gerne inden lørdag, hvor de skal møde Esbjerg 😉

Skriv et svar