Forrygende comeback bag et 5-5 nederlag

For 4. og sidste gang i denne sæson skulle ÅFS' bedste herrehold op imod Esbjerg Sharks. ÅFS Centret varme, trygge omgivelser dannede rammerne om det afgørende opgør om 2.pladsen og oprykningskampe mod FC Outlaws. Kravet til hjemmeholdet var en sejr men så nemt skulle det desværre ikke gå.

Kampen begyndte med ÅFS-dominans. I de første 8 minutter bølgede angrebene frem imod Sharks-målet og efter 2½ minut kunne Guldhjelm(Larsen) føje endnu et point til i kampen om rækkens topscorer-værdighed. Desværre for ÅFS havde Esbjerg-keeperen valgt at stå sit livs kamp så på trods af flere gigant-chancer blev det ved de 1-0 inden Esbjerg i overtal kunne udligne for siden med få minutter tilbage af perioden at gøre det til 1-2. Noget misvisende efter en ellers fin ÅFS-start.

I 2.periode overtog Esbjerg styrringen af kampen dog uden for alvor at komme frem til store chancer. Efter et opdækningskiks ved et frislag blev det 1-3 og kort efter kom hjemmeholdet endda bagud 4-1 da en udvist spiller og et helt forsvar tog sig en gevaldig blunder. Efter scoringen kæmpede ÅFS sig tilbage men skud på rammen og flere gigant-redninger af Esbjerg-keeperen holdt hjemmeholdet fra mål og stillingen inden 3.periode var således 1-4. Det så sort ud.

I 3.periode fortsatte modgangen for hjemmeholdet. På trods af voldsom dominans og flere kæmpe chancer udeblev målet og istedet blev ÅFS ramt af en besynderlig udvisning. Her blev et trækskud rettet af og endte via stolpen i modsatte krog. 1-5 og små 17 minutter tilbage…what to do? ÅFS kværnede videre og ENDELIG efter 46 minutters spil fik Bartels(Skytte) hul på posen og så gik det ellers stærkt. Med 8½ igen fik Bartels(Skytte) på uforklarlig vis raget en løs bold i mål og få minutter senere kunne Gram(Skytte) gøre det til 4-5 og spændingen var intakt. Selvom hjemmeholdet blev ramt af en udvisning fortsatte de ufortrødent og med 34 sekunder igen kom udligningen da Bartels(Skytte) kunne rage nok en løs bold i kassen. På trods af en enkelt stor chance i hver ende forblev det kampens resultat.

Kampen endte således 5-5 hvilket bestemt ikke var ufortjent. På én dag hvor stolperne, Esbjergs keeper og marginal-kendelserne bestemt ikke var med hjemmeholdet var 5-5 et OK resultat. Samtidig kan man ikke, når man er bagud 1-5 med 14 minutter igen, tillade sig at være utilfreds med uafgjort. Alligevel var det en flok skuffede ÅFS'ere som nu nok må konstatere, at 2.pladsen er spillet af hænde og 5-5 må derfor betegnes som et nederlag. Forud venter en spinkel mulighed i Odense d. 20. februar, som selvfølgelig skal forfølges.

Skriv et svar