Forrygende startskud i det nordlige

Med stor koncentration, iver og kampvilje lykkedes det i weekenden 2. damerne at få skudt sæsonen i gang med et resultat, som ifølge træner Asbjørn Svendsen var over al forventning!

Det var en spændt flok, som drog nordpå for at møde nedrykkerne fra Brønderslev. Med to debutanter i gruppen og uden forudgående kampe, var det klart at pigerne skulle være på tæerne lige fra starten, for ikke at få en omgang stryg.

Og den høje koncentration gav hurtigt pote. Efter kun ca. 6 min. tordnede angrebskæde nr. 1 ned mod målet, og det lykkedes Sara Frost at passe bolden i banden bag mål, hvorefter den fandt Mette Milling, som havde taget den store skovl med på banen, og fik bolden vippet bag ved den nordjyske keeper. Sara blev dermed noteret for en flot assist i sin første kamp. Også holdets anden debutant, Tove Trankjær, spillede en god kamp, og kunne notere mange erfaringspoint på kontoen.

Spændingen mellem de 2 hold holdt perioden ud, og ÅFS holdt en fornuftig stil hvor der blev spillet frem til flere gode chancer. Brønderslev havde taget 3 superskytter med, men pigerne fra Århus fandt ud af at dæmme op for modstandernes chancer ved at blokere for disse. I sidste minut af 1 periode så det ud til at vende for Brønderslev, der på en frislagskombination fik udnyttet de rutinerede skytter, og nettede bolden i tiden 19.46!

1-1 resultatet holdt kampen ud, som med ikke mindre end 3 udvisninger til begge hold må betegnes som begivenhedsrig.

Træneren havde følgende kommentar om holdets præstation: ”Holdet spillede ganske enkelt over al forventning. Med 5 måneder siden holdets sidste kamp (MBC), helt nye spillere i truppen og en premiere mod rækkens forventede tophold må 1-1 absolut betragtes som et godt resultat. Dejligt at se holdet formåede at producere en del farlige målchancer, som med lidt mere skarphed nemt kunne have resulteret i 4-5 mål yderligere. På negativ siden skal nævnes at udvisningsboksen blev benyttet alt for flittigt, faktisk så meget at holdet allerede efter 1. kamp har fået hvad der svarer til ca. 40 % af hele sidste sæsons udvisninger – heldigvis formåede Brønderslev ikke at udnytte dette. Alt i alt skal der dog lyde stor ros til hele holdet for at kæmpe benhårdt kampen igennem, holde hovedet koldt samt for at holde sig til den planlagte taktik.”

En god optakt til den kommende sæson, og vi håber holdet kan holde fast i de gode resultater og nå langt i rækken.

Skriv et svar