Frederikshavn, Frederikshavn, Frederikshavn…
Elite Damer,
Lørdag 3. januar Outlaws Frederikshavn-ÅFS 6-3 (2-1,1-1, 3-1)
Søndag 11. januar Bulldogs Frederikshavn-ÅFS…
ÅFS-damerne kommer til at kende hver enkelt sten på vejen til Frederikhavn i den her vinterperiode.
Lige før jul var vi i Outlaws til pokalkamp og i januar og februar skal vi ikke færre end fire gange til den store floorball-by i nord.
Pokalkampen tabte vi som bekendt knapt og i lørdags gjaldt det så “nytårskamp” – endnu en gang mod Outlaws.
Det var som sædvanen tro en “herrefight”, hvis man kan sige det om en damekamp, og sagen er den, at vi spillede lige op med Outlaws i de to første perioder og i indledningen af tredje.
De fik et par dumme mål – blandt andet et soleklart hovedstødsmål (de ellers udmærkede dommeres eneste fejl i kampen), mens vi spillede en god gang overtal, der resulterede i to scoringer.
Kampen vekslede frem og tilbage med fine chancer til begge hold, men efter små 45 minutter rendte vi ganske enkelt tør for kræfter og det sidste kvarter blev en heroisk fight for at holde 3-3-resultatet.
Det holdt indtil tiden 55.55, hvor Outlaws fik erobret bolden i vores hjørne og vendt til en scoring.
“Knæk”, sagde det ude på bænken. Vi var færdige i ben og hoveder og Outlaws kunne relativt problemfrit score et par mål mere i slutfasen – det sidste i tomt mål…
Vi kunne tage masser af positive ting med hjem i taskerne, for spillet fungerede til tider glimrende og Outlaws er bestemt til at spille op med.
Dog kneb det lidt med kræfterne til sidst, men det satser vi på at rette op i løbet af de næste par måneder.
På søndag skal vi til… Frederikshavn.
Denne gang gælder det Bulldogs, som vi har haft et par drabelige kampe i løbet af sæsonen.
Senest vandt vi 4-2 hjemme i Århus og må nok erkende, at der skal et point eller to til, hvis vi ikke skal hægtes af top 2.
Trods nederlaget i Outlaws er optimismen i truppen stadig intakt og vi tror på, at det nok skal lykkes at tage hjem med point.
Så bliver turen hjem på verdens kedeligste motorvej også lidt kortere…