God 1. periode gav sejr

Det var med stor spænding, at ÅFS i lørdagens kvartfinale i damernes slutspil tog imod FF København. Modstanderholdets styrke var stort set ukendt, og samtidig havde et pointmæssigt halvtamt forår sået en smule tvivl om hjemmeholdets niveau. Det var således en flok meget nervøse ÅFS-piger, der trådte på banen.

Det kunne dog ikke ses i kampens begyndelse, og efter 1 min. og 22 sekunder stod det allerede 2-0 til hjemmeholdet v. Tine Nielsen (Marie L. Tøttrup) og Diana Olesen (Thea Henriksen). Perioden ud var ÅFS dominerende og havde især i de første 15 minutter stort held med at stresse FFK højt på banen, så udeholdet ikke fik gang i spillet. Derfor var det heller ikke så overraskende, at ÅFS efter preskombinationer kom på både 3-0 (Tine Nielsen ass. Henriette Pasgaard Bertelsen) og 4-0 (Anne V. Poulsen) inden periodens udløb.

Fra 2. periodes start gik ÅFS på trods af trænerteamets formaninger to gear ned i tempo. Det lykkedes ikke længere at stresse udeholdet, og FFK fik godt gang i pasningsspillet og kom helt naturligt frem til chancer. Hurtigt kom FFK på 4-2, og spændingen var tilbage i opgøret. Samtidig var hjemmeholdets fokus og koncentration en mangelvare, og både udskiftninger og kommunikation koksede. Flere store chancer blev misbrugt, og kortvarigt lignede ÅFS et hold, som havde tænkt sig at sætte en ellers solid føring over styr. Heldigvis fik ÅFS tilkendt et straffeslag, som Diana Olesen sikkert omsatte til 5-2, og krisen var afblæst.

I 3. periode fik ÅFS igen hold på spillet. Presset kom til at fungere godt, og samtidig leverede hjemmeholdet en solid defensiv. FFK var i store perioder i boldbesiddelse og spillede den tålmodigt rundt men kom ikke frem til mange chancer. Angrebsmæssigt formåede ÅFS dog heller ikke at spille sig frem til det helt store, og samtidig tog FFK’s keeper rigtigt godt fra i målet, hver gang hjemmeholdet trods alt kom fri til skud. Perioden endte derfor 0-0.

Slutresultatet blev 5-2 til hjemmeholdet efter denne lidt besynderlige kamp. I de første 15 minutter fungerede det meste for hjemmeholdets, mens de sidste 45 blev en rodet og ujævn affære som FFK vandt 2-1, og ÅFS bestemt ikke kunne være tilfreds med. Det var positivt, at alle 15 markspillere kom i spil, og Tine Nielsen og Marie Louise Tøttrup udmærkede sig ved for alvor at ramme slutspilsniveau. Der er dog god plads til forbedring inden returkampen(e) på lørdag i København, hvilket helt sikkert også bliver nødvendigt, hvis ÅFS skal videre fra kvartfinalen.

Skriv et svar