God, hård fight gav 2 værdifulde point.

Esbjerg Sharks – ÅFS Floorball (1. division), 3-7.

Det var en flok klatøjede og stadigt halvslumrende spillere, som mødte op klokken 8 søndag morgen for at tage til Esbjerg og fortsætte vejen til eliten. Kravet var en sejr, og det måtte gerne se godt ud samtidig. I bussen var der en del der benyttede lejligheden til at få sig et par ekstra timer på øjet, mens andre valgte at se om de kunne forstyrre de sovende ved at holde højt humør. Det var næsten ikke til at se, at det var umenneskeligt tidligt. Det lovede godt for en tur med højt humør og kampgejst.
Efter ankomsten til Esbjerg satte halvdelen af holdet sig til at se nattens curling i cafeteriaet, mens andre gik ud for at pifte et par kuttere. I cafeteriaet fik cheftræneren undervisning i curlingens mysterier, og det viste sig at Keeper Kenneth meget hellere ville spille curling end floorball. Især efter at vi fik omdøbt curling til skruning, fordi det jo er, hvad curling betyder. ”Uj, han curler stenen helt vildt”, udbryder Anders op til flere gange. Men curling kan jo ikke konkurrere med et veloplagt 2. hold, så vi satte os alle mand ned på lægterne for at heppe vores klubkammerater frem til sejr. Det gik over al forventning, og der kommer sikkert også et referat om det på et tidspunkt. Men jeg kan afsløre, at jeg så Hugtand (Nicolai Hedelund) spurte mere end en halv banelængde en gang i 2. periode under taktfast tilråb: ”Hugtand, Hugtand, Hugtand!”. Det tror jeg aldrig, jeg har set før.
Straks efter slutfløjt gik opvarmningen i gang. Forinden var det blevet slået fast, at det var organisation, tålmodigt angrebsspil, hurtige kontraangreb samt et kompakt forsvar, der ville vinde denne kamp. Det var et forstærket Esbjerghold i forhold til det der gæstede os i efteråret i Århus med den navnkundige Michael Smedegaard i spidsen, så der ville ikke blive givet ved dørene. Esbjerg er altid en klub man kan regne med for en god herrefight, og det var hvad det blev, men spillet blev aldrig rodet eller planløst. Samtidig gjorde de to dommere fra Herning: Kaj Jensen og Brian Christensen en flot figur. De havde fuldstændig fod på både 2. holdskampen og denne. Samtidig stod 2. holdet for god stemning på tilskuerpladserne, og da en af dem på et tidspunkt råbte: ”Der holder en kutter udenfor med lys på!” ville jubelen ingen ende tage.
Første periode startede flot med højt tempo og tre stolpeskud til ÅFS. Blandt andet afdriblede Nic Skjøtt samtlige 5 Esbjergspillere og målmanden, men aflsutningen ramte desværre stolpen. I stedet for fik Christian Engelsen 2 min. for obstruktion, og i det efterfølgende overtal scorede Esbjerg på et lidt forkølet skud fra midtzonen, som ramte en stav og snød Kenneth i målet. 15. min. henne i perioden fik Esbjerg 2. min. for gentagne slag og kort efter en ekstra udvisning for at have 5 mand på banen. I det efterfølgende spil 5 mod 3 scorede Nic Skjøtt efter flot sammenspil med Mads Skytte og Michael Jørgensen. Det var en periode hvor holdene fik følt hinanden lidt på tænderne, og hvor ÅFS var tæt på allerede her at komme afgørende foran. Til gengæld havde Esbjerg også en række gode tilbud, men Kenneth var stabil og dygtig i målet.
2. periode var 3 min. gammel da Mads Skytte og Anders Christensen understregede deres status som farligste duo ved sammen at spille sig igennem Esbjergs forsvar. Kort efter scorede Nic Skjøtt på en frislagskombination, men ved de efterfølgende jubelscener var han lige en tand for provokerende for dommerparret, og måtte indkassere en 2. min. udvisning for usportslig optræden. Det satte desværre Esbjerg igang. Igen var det et blødt trækskud fra midtzonen, der hoppede imellem venner og fjender og landede i nettet. Halvvejs i perioden udlignede Esbjerg på et flot sammenspil, som forsvaret dog med en lidt bedre opdækning sagtens kunne have dæmmet op for. Resten af perioden var der stillingskrig, indtil Esbjerg fik 2. min kort før periodens udløb. I overtallet scorede Anders Christensen assisteret af Mads Skytte på en efterhånden klassisk kombination. Mere kan ikke afsløres her. Det var et meget vigtigt mål.
Kort efter starten på 3. periode stod Christian Engelsen for en af kampens bedste detaljer, da han med et dundrende slagskud pandede bolden op under overlæggeren, så det sagde ”Pling!”, og derefter ned bag keeperen; assist Lars Elgaard. Kort efter fik Esbjerg nok en 2. minutters udvisning, og igen var Christian Engelsen på plads med scoring assisteret af Mads Skytte, der på denne måde kronede sin kåring som kampens spiller. Kort før lukketid lavede Nic Skjøtt sit tredje mål, og var han ikke med til at kåre kampens spiller, havde han også været et godt bud på æren. Generelt kan man sige, at alle spillere ydede en fornem indsats, og spillede med stor opfindsomhed og gejst. Det mest positive ved kampen var afgjort, at vi spillede en super 3. periode, som vi ellers har haft store problemer med tidligere. Så den statistik fik vi rettet op på. Alt i alt en opløftende tur til Esbjerg med rigtig gode takter.

Skriv et svar