God sæsonoptakt for 1. dame

Tirsdag aften tog ÅFS 1. damer imod lokalrivalerne fra TÅF i opstartens sidste træningskamp. Damerne fra ÅFS var mødt talstærkt frem, og der var således trængsel på den stakkels bænk, der skulle rumme hele 18 spillere.

Efter en start på det jævne, hvor begge hold kom til et par chancer fik ÅFS overtaget og bragte sig i 1. periode foran med 2 – 0.

I 2. periode udbyggede holdet sin dominans, og modstanderens fejl blev straffet på hårdeste vis. Stille og roligt øgede ÅFS sin føring til pausestillingen 7 – 0.

Kampens sidste periode blev en noget rodet affære. TÅF stod længere fremme på banen end de foregående perioder, og ÅFS begyndte at forcere sit spil og lavede derfor mange fejl. Alligevel lykkedes det hjemmeholdet at få endnu et par mål på tavlen til slutresultatet 9 – 0.

For ÅFS’ vedkommende var kampens resultat yderst tilfredsstillende. Holdet havde endelig held og dygtighed til at få scoret på sine chancer, og det er en positiv udvikling som gerne skal forsættes. I lange perioder af kampen lykkedes det endvidere holdet at fastholde bolden i egne rækker og få spillet den godt rundt. Det var ligeledes fantastisk at se hvor bred en trup holdet har at gøre med. Alle 18 spillere var i kamp og alle ydede en rigtig god indsats. Truppens bredde lover godt for ÅFS’ sæson.

Der er imidlertid stadig en del at arbejde med. Tempoet i kampen var ikke helt tilfredsstillende. Spillerne kunne godt have givet en del mere gas – specielt fordi ÅFS i store dele af kampen spillede med 3 kæder. Desuden mangler der fortsat lidt kommunikation og forståelse for hinanden i forsvaret.

Alt i alt må holdet være ganske tilfreds med sin præstation. Holdet viste i perioder mange positive takter – nu skal de bare vises en hel kamp igennem.

Skriv et svar