Godkendt indsats af ÅFS1

De kommende slutspilsdeltagere fra FC Outlaws var lørdag på besøg i ÅFS Centret for at spille mod ÅFS. Bygget på seneste møde var forhåbningerne om point til hjemmeholdet ikke store, men som kampen skred frem skulle det vise sig, at ÅFS faktisk var meget godt med.

1.periode begyndte med et noget uoplagt Outlaws-hold, og ÅFS spillede sig på den bekostning frem til flere store chancer. Skarpheden manglede desværre i de afgørende situationer, og mod periodens slutning skruede Outlaws op for blusset, og pludselig var hjemmeholdet bagud med 3-0.
Fra 2. periodes start var hjemmeholdet fuldt fokuseret igen. Outlaws kom på 4-0, inden Lovén med en flot solo-præstation kunne gøre det til 1-4, men Outlaws svarede hurtigt igen og kom på 5-1 inden sidste periode.
3.periode blev kampens bedste set med ÅFS-øjne. ÅFS kom frem til flere store chancer, som desværre ikke blev omsat. I den anden ende aggerede Skjerning stensikker mur med flere fremragende redninger. ÅFS fik også lavet periodens eneste mål, da man i overtal fik reduceret til 5-2 ved Dubbelman.

Kampen endte således med en fortjent sejr til Outlaws, men ÅFS kunne nok engang ærge sig over, at store chancer ikke blev udnyttet. Så havde chancen for point helt sikkert været der.

Skriv et svar