Hård modstand under Czech Open
ÅFS er kommet nogenlunde fra start til Czech Open. Tirsdag var der træningskamp mod Tatran Střešovice, et hold der primært bestod af tidligere mangeårige tjekkiske mestre, en enkelt professionel spiller fra Schweiz, topscoreren fra den tjekkiske liga og den tjekkiske landstræner. Så det var kvalificeret modstand. Det til trods blev det et acceptabelt ca. 9-3 nederlag over 4 perioder af 15 min. På tilskuerpladserne var ÅFS klart overlegne med støtte fra FFKs damehold og et par tjekkiske fans 🙂
Torsdag morgen galdt det første kamp i puljen mod Innebandytos Hradec Králové fra den tjekkiske 2. division. ÅFS med tjekkiske og randrusianske lånespillere var mere sammenspillede nu, og det kørte bedre. Der blev skabt en del chancer og forsvaret godt. Desværre blev alle chancerne brændt.
På positivsiden stod Michal Outrata en glimrende kamp, og angrebskæden Lars “Mini” Skytte, Josef Kubovsky og Niels Riber kom frem til flere store chancer. Lidt skidt var det, at ÅFS ikke fik scoret i de to powerplay, det skyldtes nok til dels, at ingen havde husket at aftale powerplay inden kampen. Tak i øvrigt til Stella og kæreste for at afse tid i ferien til at støtte ÅFS fra tilskuerpladserne.
Torsdag aften er modstanderen finske Julma Günther, som i den første puljekamp vandt 2-1 over tjekkiske SFK Slovan Havířov. Formentlig en svær opgave også.