Hafnia gæster Århus

Søndag den 8. september får Århus besøg af Hafnia FC fra Amager.
Holdet som af mange tippes til en absolut topplads i Elitedivision Øst i den kommende sæson, skal spille to træningskampe – begge kampe spilles i Århus Firma Sport.
Der spilles først kl. 12.15 mod naboerne fra Team Århus og derefter tager ÅFS så over kl. 14.30.

Århus FS stiller med det meste af førsteholdstruppen, men der er dog tvivl om fire-fem stykker på grund af skader og sygdom.
Kampen bliver noget af en styrkeprøve for ÅFS. Sidste sæson nåede Hafnia til kvartfinalen, hvor de røg ud til de senere danmarksmestre fra Bulldogs.

Denne sæson er Hafnia styrket på flere områder – tilgangen til holdet har været meget stor, og sjællænderne har været den absolutte vinder på “transfermarkedet” med ikke færre end 15 nye spillere. Heriblandt er tre svenske spillere fra henholdsvis Malmö Falcons, Gårdarike IBK og Bunkeflo IF – alle division 3 i Skåne.
Desuden er det værd at lægge mærke til to andre nye spillere, nemlig ex-landsholdsspiller Jesper Bo Olsen, der er kommet til fra Vanløse, men også tidligere har optrådt for både Brønderslev og Frederikshavn. Også Stig Thorsteinsson, der er vendt tilbage til Hafia fra Herlev er en klar forstærkning. Derudover har otte spillere fra den nu lukkede klub Stenløse fortsat karrieren i Hafnia.

Med DB´s motivationspause i Herlev, råder Hafnia desuden over en af de absolutte favoritter som topscorer i øst i år – nemlig Jesper Schow, der under det seneste VM beviste sin målfarlighed, ved at blive dansk topscorer med 5 point (3+2) i 6 kampe.

På trænersiden har man for nylig skrevet en 3 årig kontrakt med svenske Peter Karlsson.

Alt i alt tegner det til at blive et rigtig spændende bekendtskab.
Herfra skal der ihvertfald lyde en stor opfordring, til at man dukker op i Århus Firma Sport.

Skriv et svar