Hawaii-hockey, ego-trips og munter kamp i Hjørring

Lørdag morgen drog dame liga af sted mod Nordjylland, hvor det unge talenthold fra Hjørring ventede. En dag med blå himmel og snebeklædt landskab mødte ÅFK da de tidligt landede i Hjørring med kampstart kl. 12.00.

ÅFK var udfordret på bemandingen og måtte derfor stille hold med 8 udespillere og Yessika på mål. Efter blot 4 minutter udnytter K muligheden for at slå hul på mål-bylden, og scorer kampens første mål uassisteret. Men glæden skulle ikke vare længe, og efter flere minutter hvor spillet har båret præg af Hawaii-hockey og dårlige beslutninger, udligner hjemmeholdet til 1-1. Dette vil Fie sætte en stopper for, som efter tumult foran Hjørrings mål til sidst får prikket bolden ind over målstregen. Igen svarer Hjørring hurtigt tilbage, og udligner i tiden 13:04 til 2-2. Et chok for ÅFK som trods de få spillere havde regnet med en kamp, hvor det taktiske spil kunne sættes i frigear.

Holdet havde besvær med at få styr på situationen, da kæderne sjældent var intakte, og der derfor ikke kunne kommunikeres på bænken i skiftene. Carsten og Stinne kom derfor på et større kommunikationsarbejde, hvor de med en hård tone (og et smil på læben) fortalte spillerne, at vi var kommet for at vinde. Derefter kom der ro på hvor Liena og Nicoline Pihl giver momentum til ÅFK med en periodestilling på 2-4. Dette er trods mange større chancer og lækkert pasningsspil, som spillerne lidt utilfreds griner over.

2. periode fortsatte med de gode takter, hvor især den lånte Liena viste, at en længere floorballpause ikke har betydning for hendes præstation. I løbet af 3 minutter har Liena scoret 2 mål, dog med hjælp fra resten af holdets rolige og overskudsagtige spil. Perioden bærer i høj grad præg af overvejede beslutninger og et humør, som eksponentielt stiger. Som perfekt afslutning på perioden er Fie i hopla med et klasse-mål der smækkes direkte op i hjørnet! 2-8 er stillingen.

I 3. periode mærkes det tydeligt på holdet at kræfterne slipper op. I tiden 46:39 scorer K endnu et uassisteret mål, som får bægeret til at flyde over for trænerne. En timeout skal der til, hvor der strengt fortælles, at spillet er alt for ego-præget. Javel, men med denne reprimande viser Jasmin høj klasse og scorer kampens fjerde uassisterede mål. Som afslutning assisterer VP til Fie i tiden 57:09, som bliver kampens sidste mål. 2-11 bliver resultatet.

Selvom Hjørrings friske ben sætter ÅFK under pres, så spiller holdet med en let til tå- og munter attitude. Holdet er inde i en god stime, som forrige weekend slog de nykårede pokalmestre fra AaB med hele 13-2. Mellemspillets sidste kampe er mod Blackhawks og AaB, hvor ÅFK skal forsøge at bibeholde deres 1. plads med det gode spil. Gør de det, så sætter de sig selv i en bedre situation i slutspillet, som allerede begynder i marts.

Kampens spiller: K

K: 2+3
Fie: 3+0
Liena: 3+0
Thaarup: 1+1
Jasmin: 1+1
Nico: 1+0
VP: 0+1