Herrerne holder ved i toppen

I en kamp der intensitetsmæssigt og i perioder også spillemæssigt sagtens kunne have været en kamp i Floorball-ligaen, når vi kigger på niveauet, sikrede ÅFS sig uafgjort i Herning til trods for stort pres fra hjemmeholdet i slutminutterne.

Grundlaget for en topkamp var på plads med ca. 100 tilskuere i Sportscenter Herning. To stærke mandskaber i nye spilledragter – flere landsholdskandidater på banen – jo, rammen var klar til topopgøret i 1. division vest. Og de to hold skuffede ikke publikum i en intens og lige – men dog taktisk præget – kamp, der som det første opgør mellem de to hold i Århus sluttede 2-2.

Omrokeringer i de bageste rækker
ÅFS var på dagen ramt af to afbud på backpladserne fra topscorer Jens Ørhøj (knæskadet) og svenske Johan Dubbelman (i Sverige). Disse blev erstattet af Anders Rognerud, der spillede sin første kamp som back – samt træner Anders Brøns, der selv måtte trække i spilletøjet. Disse rokeringer forløb fint, og såvel Rognerud som Brøns faldt godt ind i kombinationerne.

Tæt første periode med få chancer
Fra start tegnede der sig samme billede som i første opgør, hvor begge hold viste stor respekt for hinanden, og der blev fokuseret på at minimere de personlige fejl. Herning var tættest på i perioden, da Martin Rasmussen fra tæt hold brændte en stor chance. ÅFS’ bedste chance var i de døende sekunder af perioden, da Anders Jensen i powerplay fik testet Kaj Jensen i Herning-målet – men perioden sluttede uden scoring.

Stærk åbning af hjemmeholdet
Herning kom klart bedst ud fra anden periodens start, og kun 1 minut henne slog landsholdsspilleren Kim Olesen til, da ÅFS-markeringen foran mål svigtede, og fra tæt hold satte Olesen en pasning fra Morten Mølby ind højt forbi Anders Sloth. Og kun et par minutter var samme Olesen på plads igen, da et ÅFS-opspil kiksede, og Olesen bankede bolden på overliggeren, hvorefter den slog ned bag Anders Sloth. ÅFS mente ikke bolden var inde, men dommeren stod godt placeret og vurdere den over stregen til 2-0 føring.
Herefter løsnede ÅFS noget op, og der blev produceret flere gode muligheder. Specielt Michael Buch var ved flere lejligheder tæt på – Buch leverede sæsonens bedste indsats med gode udfordringer og pågåenhed. Efter et kvarter lagde Mads Skytte bolden mod mål fra distancen, og på riposten var Lars Skytte først over bolden og reducerede til 1-2.
Resten af perioden fortsatte lige. Desværre var ÅFS’ powerplay ikke skarpt, og hele 7 overtalschancer blev formøblet undervejs. Derfor kunne hjemmeholdet gå til den sidste pause med en lille føring.

Drama til sidste sekund
ÅFS åbnede sidste periode godt, og Herning kom ikke frem til mange chancer. I stedet kunne ÅFS efter 4 minutter udligne, da Lars Skytte fandt Michael Buch foran mål, og Buch styrede sikkert bolden i nettet til 2-2. Herefter var der lagt op til en forrygende afslutning, hvor ÅFS igen forspildte powerplay chancer, der kunne have bragt holdet i front.
I stedet overtog Herning styringen igen, og Anders Sloth – der for første gang var tilbage på sin gamle hjemmebane – måtte vise stor klasse ved flere lejligheder. Specielt når midtjyderne kombinerede tæt omkring og bag fra mål, var ÅFS på hælene.
Alligevel lå ÅFS hele tiden og lurede på kontrachancer til Anders Jensen og Michael Buch. 3 gange i slutfasen ville mere skarphed i den afgørende pasning have givet friløbere til de to hurtige forwards, men kun en enkelt gang slap Buch igennem, men der manglede afslutningen præcision i duellen mod Kaj Jensen.
Herning pressede på i de sidste minutter, og Tommy Pedersen burde have afgjort kampen på en stor mulighed – men ÅFS red stormen af, og topopgøret endte 2-2, hvilket ÅFS kunne være godt tilfreds med. Herning havde alt i alt de største muligheder for at hente fuldt udbytte, men ÅFS arbejdede godt og med stor disciplin, hvilket er vejen frem for at sikre succesen.

Godt udgangspunkt efter sæsonåbningen
Resultatet betyder, at Herning og ÅFS fastholder deres status som ubesejrede i toppen, og ÅFS har nu sikret sig noget, der kan fortolkes som et 5-pts. forspring til Esbjerg – via a) sejren i Esbjerg – b) de to uafgjorte kampe mod Herning og c) Esbjergs pointtab mod Odense.
Samtidig kan ÅFS stadig tale med om 1. pladsen med Herning, og når holdet kommer over de sidste par skader, og kæderne får endnu mere mulighed får at blive tryg ved det nye spilkoncept, er der tegn på, at ÅFS har mere at byde på, end der vist indtil nu. Dertil skal overtalsspillet forbedres betragteligt.

Næste kamp er d. 20. november i Odense, hvor ÅFS absolut skal vise respekt for modstanderen. Odense havde spejdere af sted i Herning i går, og holdet har indtil videre vist gode resultater i sæsonåbningen med gode præstationer mod Esbjerg og en stor sejr over Vissenbjerg, så meget tyder på, at ÅFS får det sværere end i sidste sæsons kvalifikationsspil, hvor det blev til sikre sejre på 12-3 og 14-0. Omvendt så har ÅFS en solid base i holdets defensiv og målmand Anders Sloth, der holder et så lavt snit som 1,5 mål pr. kamp i egen ende – så udviklingen går i den rigtige retning.

(Kampprotokol og spillerstatistik er nu opdateret)

Skriv et svar