Historien er mod ÅFS.

Med sejr over Brønderslev Hotshots og uafgjort mod Frederikshavn Bulldogs tidligere på sæsonen er der nu kun et hold, som ÅFS' 1. herrer ikke har taget point fra i den bedste række gennem historien: Herning FC

Siden 1998 er holdenes opgør i elitedivisionen endt med flg. resultater:

  • Oktober 98: Århus FK – Herning FC 3-9
  • Februar 99: Herning FC – Århus FK 10-0
  • September 99: Herning FC – Århus FK 10-1
  • Januar 00: Århus FK – Herning FC 0-10
  • November 00: Herning FC – Århus FK 5-2
  • Februar 01: Århus FK – Herning FC 1-9
  • November 02: Herning FC – Århus FS 3-2
  • Februar 03: Århus FS – Herning FC 3-4

Midtjyderne har altså altid haft taget på ÅFS, men sidste år var ÅFS meget tæt på i begge opgør, og i år ligner ÅFS en lille favorit på papiret. På en foreløbig sjetteplads med 8 points er ÅFS 6 points foran Herning, der ligger på en 9. plads.

Årsagen til denne styrkemæssige omvæltning skal ses i ændringerne i de to holds spillertruppe op til sæsonen. Hvor ÅFS er forstærket på flere poster, har Herning mistet flere stærke spillere som f.eks. Henrik Engelsen til ÅFS.

Midtjydernes profiler ind til videre i sæsonen har været U19-landsholdsspillerne Martin Rasmussen og Christian Bendtsen, men den meget stærke keeper Kaj Jensen er nu tilbage i målet efter en pause, og desuden har Herning så sent som i dag skiftet deres træner Søren Hindkjær ud med rutinerede Brian “Gummi” Christensen. Med dette trænerskifte følger også en forventning om, at flere rutinerede Herning-spillere vil gøre come-back på eliteholdet i morgendagens kamp. Så måske der kan vente ÅFS en grim overraskelse og en meget hård kamp.

I forhold til lørdagens 7-2 sejr i Vissenbjerg er ÅFS-truppen suppleret med de to tidligere Herning-spillere Henrik og Christian Engelsen, der var forhindret i weekenden. De mange skader holdet har måtte trækkes med i den første halvsæson, er nu overstået i en sådan grad, at ÅFS stiller i stærkeste opstilling med 20 mand til kampen. Så til trods for Herning også stiller med sæsonens hidtidige stærkeste opstilling, er ÅFS absolut med gode chancer for den første pointhøst mod Herning i historien.
To points vil bringe ÅFS op på en delt 4. plads med Sunds og Bulldogs efter første halvdel af sæsonen.

Kampen spilles i morgen onsdag d. 02.12 kl. 19:30 i Århus Firma Sport

Skriv et svar