Holdsejr til ÅFS3.

Lørdag d. 2. november spillede ÅFS3 i Billund og drog i samlet Ford Escort-karavane afsted sydpå. Uheldigvis fulgte den ene af Escort'erne degulesider.dk's vejvisning lidt for nøje, og kom ud på en lang – men flot – tur i landlige omgivelser. Alle nåede frem, men eftersom trøjerne først ankom et kvarter før kampstart blev det til en meget kort opvarmning før kampen gik igang.

ÅFS stillede igen op med en række nye spillere, og i lyset af dette og den korte opvarmning var planen at tage den med ro i starten for først at blive spillet sammen og varme. Det var derfor ikke forventet, at det første mål skulle blive sat ind efter 24 sekunder. 1-0 til de mørkeblå. Herefter blev det til succesfuld udnyttelse af to gange powerplay og dermed en 3-0 føring efter 9 minutter. Billund fik dog også scoret en enkelt gang, og første periode endte 3-1.

I betragtning af, at Århus-holdet ikke var specielt godt sammenspillet (og holdt navnerunde inden kampstart) fungerede spillet forrygende. Hvad der manglede i teknik blev der mere end rigeligt rådet bod på i løbearbejde, kommunikation og fightervilje. Løse bolde tihørte så godt som altid ÅFS, og der var konstant pres på værterne. Billund var dog ikke mødt frem for at få tæsk og kæmpede sig langsomt ind i kampen. Med et mål 2 minutter inde i anden periode kom de på 2-3 og tilførte ny spænding til kampen. Særligt deres 9'er, Michael Mølby, var farlig, og ÅFS kunne takke James Joynson i målet for, at Billund aldrig kom helt op. Til gengæld fik Kim Jessen fremvist sine evner som boksspiller med tre mål på klods hold indenfor 10 minutter. Herudover kunne Ulrik Marcussen sætte sidste stav på bolden i et pragtmål, hvor bolden gennem fire poster blev spillet hele vejen op med ekspresfart fra bunden af ÅFS' forsvarszone. En understregning af den holdindsats, som lå til grund for sejren. Perioden endte 4-3 til ÅFS, hvilket bragte stillingen op på 7-4 i gæsternes favør.

Billund var dog ikke slået endnu og begyndte at presse ÅFS højt oppe på banen i tredje periode. Dette skabte mere usikkerhed i opspillet og væsentligt færre ÅFS-chancer i 3. periode. Presset blev intensiveret yderligere efter at værterne kom op på 5-7 på et tidspunkt, hvor ÅFS ellers var i overtal. Et trælst mål, som klart skyldtes manglende træning i overtal/undertal. På trods af presset lykkedes det dog ikke for Billund at få scoret yderligere, heller ikke i de 4 minutter, hvor ÅFS var i undertal. Til gengæld fik ÅFS et mål annulleret, da et skud gik ind efter at have ramt et ÅFS-ben (på en spiller, der stod med ryggen til skuddet). Afgørelsen fik heldigvis ingen betydning på kampens udfald.

Alt i alt en fed kamp at have været med til. På trods af vedvarende ÅFS-føring forblev kampen spændende, og der blev fightet godt af begge hold, uden at den gode atmosfære på noget tidspunkt blev ødelagt. De nye kræfter, Sune Aamund og Michael Jørgensen (nej, ikke den Michael Jørgensen) imponerede oppe foran og fik begge lavet point i deres debut. Ulrik Marcussen og Lasse Bo Krefeldt gjorde det begge fremragende på nye pladser. Både Morten Jacobsen og Ole Nielsen leverede stabilitet bagtil, mens sidstnævnte også fik lavet to point. Rart med en kamp, som ikke bare var fed at spille, men også fed at vinde. Tak for turen, allesammen.

Skriv et svar