Hundene holdt i kort snor (1. dame)

Både Bulldogs og ÅFS kunne med en sejr i lørdagens opgør i damernes UMBRO-liga sætte tænderne i et stort lækkert kødben: Bulldogs ville sikre sig sejren i grundspillet og ÅFS ville sætte sig på 3. pladsen i vest. Og da de to foregående opgør var endt med smalle sejre til Bulldogs, var der lagt op til en tæt og spændende kamp i hundehuset.

ÅFS forsøgte fra kampens start at få lagt pres på frederikshavnernes opspil, og holde spillerne i kort snor. Det lykkedes langt hen ad vejen. Bulldogs havde svært ved at få gang i deres spil, og var langt fra så dominerende, som man kunne forvente af ligaens tophold. I modsætning til de andre opgør mellem de to hold, var der slet ikke så meget bid i frederikshavnerpigerne, og det skyldes helt klart en god århusiansk defensiv. I spillet frem ad banen fik ÅFS forholdsvis god plads på egen banehalvdel, men når de nærmede sig Bulldogs territorium foran mål, stod hjemmeholdet så solidt, som hallens porcelænsbulldog på sin piedestal. ÅFS' chance blev derfor tilfældige og begrænsede. Uden at nogen af holdene spillede sig frem til det helt store, var det derfor ikke underligt at periodens eneste mål faldt på et skud langt udefra. Desværre var det hjemmeholdet, der opsøgte muligheden og havde held til at bringe sig foran.

I 2. periode fortsatte de to hold med samme taktik som i første. ÅFS blev bedre til at holde i bolden og fik mere gang i opspillet, men alligevel var det Bulldogs, der først fik bragt sig på måltavlen efter en hurtig kontra. ÅFS fortsatte imidlertid sit presspil og midt i perioden var det netop et godt pres, der lagde grunden for reduceringen. Marie Louise Tøttrup opsnappede en dårlig pasning op langs banden og lagde bolden ind mellem hunde og venner. Her dukkede Trine Refsgaard op og hun sled sig igennem og fik langt bolden ind bag bulldoggen i mål. Trods et godt greb om kamp og spil herefter, så var ÅFS alt for indirekte i sit spil og kom ikke frem til de helt store chancer. I stedet fik de en lektion i, hvor effektivt floorball kan spilles. På to halve chancer foran mål fik ÅFS ikke kvælerhalsbåndet frem i tide og Bulldogs kunne gå til pausen – foran 4-1.

ÅFS troede imidlertid fortsat på sin chance, men et hurtigt mål fra frederikshavnerne i 3. periode lagde en dæmper på troen. Det lugtede lidt af en skamfering! Damerne fra Århus bed dog tænderne sammen og stod fast. Stille og roligt fik de igen kæmpet sig ind i kampen, og stresset hundene. Det gav gevinst lidt over halvvejs i perioden. Mahlin Lantz erobrede bolden på midten og kørte kontra. Hun holdt godt i bolden og lagde en perfekt sukkerpasning på tværs til en helt fri, fremstormende Madara Berzina. Og kort efter gentog historien sig: Mahlin til Madie – hundenes ellers så logrende haler stivnede for en stund. Med 5 minutter igen var ingenting afgjort. Men mod en snu og rutineret bulldog kunne ÅFS ikke stille det store op, og valgte dog heller ikke at satse hele butikken. Kampen endte således med en sejr til hundene i eget hus på 5-3.

ÅFS kunne langt hen ad vejen være rigtig godt tilfreds med sin indsats. Holdet formåede i store dele af kampen at holde Bulldogs fra madskålen. Defensiven fungerede virkelig godt med undtagelse af 2 minutters blund i slutningen af 2. periode. Og så vandt holdet faktisk 3. periode 2-1 – en lille sejr som man kan tage med videre.

Skriv et svar