Hyggelig tømmermandsbold.

Spillere:

Målmand: James
Backs: Bo, Jens B, Arne
Center: Hugtand, Borg
Wings: Casper, Brian, Karsten

Dagen efter julefrokosten begav en hærdet skare ÅFS'ere sig sydpå mod Rårup-hallen for at spille mod Bjerre Millenium 2000 Blue Kangaroos. På trods af en yderst hyggelig fest dagen i forvejen lykkedes det dog samtlige spillere at komme op ved egen hjælp, og det var primært juletrafik og AGF-fans på vej mod Sjælland, som gjorde at holdet kom sent afsted. Nå ja, og så var der lige en nødtvungen optankning og en Ascona på afveje, men vi nåede da til Rårup i tide.

Da holdet giv på banen blev det hurtigt klart, at der sad en julefrokost i både ben og hoveder, mens værterne virkede væsentligt friskere – og flere. Der var således ikke rigtigt noget, som fungerede for 3. holdet i første periode. Bjerre fik al den plads, de kunne ønske sig, og ÅFS lod til at være mere optaget af at beundre modstandernes opspil end at forpurre det. Undertegnede startede ballet ved at give bolden til modstanderne, som kvitterede med en scoring. At perioden “kun” endte 5-0 til hjemmeholdet skyldtes først og fremmest James i målet, som umiddelbart så ud til at være den mest vågne spiller på holdet.

I pausen blev holdet (træneren inklusive) opfordret til at komme ind i kampen, dække tættere op og kommunikere bedre. Dette lykkedes langt hen ad vejen. Der blev dæmmet bedre op i den ene ende, mens det også blev til en række chancer i den anden – væsentligt flere end i første periode, om ikke andet. Desværre var Bjerre væsentligt heldigere i denne periode og scorede hele fire gange. At de vandt perioden var fortjent nok, men 4-0 virkede lige i overkanten.

Op til 3. periode havde træneren gravet dybt i den store cliché-bog og opfordrede til at glemme stillingen på tavlen. Målet var at gå ind på banen og vise, at vi ikke bare var kommet for at agere statister, men rent faktisk var kommet for at spille floorball. Måske kunne vi ikke vinde kampen, men så måtte vi jo gå efter at vinde 3. periode. Talen lykkedes over al forventning (eller var det sket alligevel?). Sprutten var efterhånden ved at være svedt ud, og spillet begyndte at fungere temmeligt godt – i begge ender. Derudover var Bjerrespillerne også ved at være kørt trætte, hvilket gav mere plads. Og så lykkedes det endelig at få scoret: Jens løber op langs den ene bande og sender bolden ind til Casper, som skyder på mål. Riposten bliver derefter sat ind af Karsten til stor jubel for hele holdet. Resten af kampen bølger frem og tilbage med store chancer til begge hold. Desværre får Bjerre scoret yderligere en enkelt gang til slutresultatet 10-1.

Som man kan læse i referatet fra 2. holdets kamp i Bjerre udviklede kampen sig til en mildest talt uskøn og voldelig affære. Inden lørdagens kamp var begge hold blevet enige om, at dette ikke måtte ske igen. Dette kunne ses på kampen, som var særdeles fair spillet. På trods af nederlaget var denne kamp meget sjovere end den forrige, og personligt ser undertegnede frem til det næste møde.

Bjerre vandt helt fortjent kampen, men den gejst og kampvilje som vi mobiliserede i 3. periode var ganske enkelt forbilledlig og er i sig selv en lille sejr.

3. holdet spiller kamp igen søndag d. 14. december, hvor holdet er inviteret til et stævne i Herning.

Skriv et svar