Kampen mod Team Århus afbrudt og udsat.

Årets første kamp for 1. herre skulle have været lokalbraget mod Team Århus, men det blev i stedet til en decideret fuser. Efter 8 minutters spil blev kampen fløjtet af og udsat. Årsagen var et glat gulv i den ene ende af banen. Det var uvist, hvad der egentlig gjorde gulvet glat, men det kunne være både sæbe, kondensvand eller måske is.
Inden kampen blev stoppet nåede begge hold at score en enkelt gang hver. Team Århus åbnede efter blot 36 sekunder, hvor Rasmus Opstrup fik lov til at score på et baghåndsskud på en løs bold midt for mål. ÅFS fik 1½ minut senere udlignet da Nicolai Skjøtt i power-play satte bolden ind til “slut”-stillingen 1-1. Efter udligningen begyndte ÅFS at presse mere på og spillet blev flyttet op omkring Team Århus målet, og det var her banen var så glat, at spillerne faldt og skøjtede rundt. Det blev mere og mere tydeligt, at kampen ikke kunne fortsætte, bl.a. sås glidende ufrivillige tacklinger og spillere som faldt uden bold eller modstander i nærheden. I forbindelse med en udvisning til ÅFS omkring de 8 minutter blev dommerne og de to anførere enige om at stoppe kampen. Da gulvet ikke kunne ordnes, og der ingen ledige haller var i nærheden. Hasselager Hallen, der i går som vanligt levede op til navnet “Frysehuset” kan således føje skøjtehal til visitkortet.
Det forventes, at en ny kampdato findes snarest.

Skriv et svar