Klubbens smukkeste starter sæsonen…

På lørdag den 24. september går det løs. ÅFS 2. herre spiller sæsonens første kamp, hvor modstanderen er Kolding KFUM Floorball.

Sidste år opnåede det daværende 3. divisionshold fra ÅFS en 4. plads i ligaen hvor der i alt var 8 hold. Præstationerne var igennem året meget svingende. Ledelsen i ÅFS Floorball så dog igennem sæsonen et enormt potentiale i holdet og for at få udløst potentialet, blev det besluttet, at holdet skulle prøve kræfter med stærkere modstandere, og holdet blev derfor op til indeværende sæson opgraderet fra 3. herre til 2. herre.

Indtil træningsstart blev der fra oddssættere og eksperters side ikke levnet holdet ret mange chancer for point i løbet af denne sæson, men efter holdet (for første gang) fik bevilget en træningstid, der inkluderer bander er både forhåbninger og forventninger til holdet steget markant.

En anden medvirkende faktor til at holdes spås chancer for sejre og point er meget kyndig handlen på transfermarkedet. En af sidste års profiler, svenskeren Djavid Haghighi, tog mod slutningen af sidste sæson til Sverige, og siden har ingen set ham. Flere medier har i den forbindelse sammenlignet Djavid med fodboldspilleren Adriano. Ifølge rygterne skulle Djavid sidst være set gå forvirret og nøgen rundt i en svensk skov, mens han mumler usammenhængende ting om Vegas.

Ud over svenskeren er flere af holdets spillere fra sidste sæson langtidsskadede eller har lagt floorballstaven på hylden. Dette har resulteret i at holdet har skullet finde nye spillere. På trods af et umådeligt lille transferbudget på 0 kr. fra bestyrelsens side, er handelen fra ÅFS 2. herre gået over al forventning. Det er lykkes at finde en række dygtige floorballspillere, der alle kunne fås på en fri transfer. Blandt disse skal nævnes sidste års to store profiler fra TÅF 3. herre – tvillingerne Thomas og Johan Stax Jakobsen. Forventningerne til disse spillere er meget høje, da både spillere og tilskuere i ÅFS sidste år oplevede tvillingernes kvaliteter på floorballbanen. En stor hånd i forbindelse med gennemførelsen af transferen af Johan og Thomas skal gives til spillende talentspejder, Rasmus Jensen, der formidlede kontakten mellem tvillingerne og ÅFS. Derudover er der også kommet forstærkninger fra Aalborg, København, Norge og Sverige. Her bliver det især spændende at følge den svenske hardhitter Johan ”The Beast” Björk, der sidste sæson brugte mere tid i udvisningsboksen end på banen i den svenske eliteserie.

Weekendens kamp mod Kolding byder på et gensyn med den tidligere ÅFS-coach, Jesper Jørgensen, der efter sidste sæson flyttede tilbage til Sønderjylland sammen med familien. Med Jørgensens gode spil sidste år, meldte flere hold sig hurtigt på banen med kontrakt. Det blev Kolding, der løb af med Jørgensens underskrift, hvorfor han i lørdagens kamp spiller sin første kamp for Kolding på sin gamle hjemmebane i ÅFS Centret.

Flere medier beretter at Jørgensen ikke skal forvente en alt for venlig velkomst. Fanfraktionen ÅFS Blue Pride har således allerede stemplet Jørgensen som en forræder, og formanden for fanfraktionen, Jochen, har udtalt: ”Jørgensen og Judas minder om hinanden på mange områder”.

Med skiftet til Kolding har Jørgensen/Judas bragt sin ellers selvskrevne plads på det russiske landshold i fare. Den russiske træner er i flere medier citeret for at sige Уровня в Kolding есть шутка Россия федерации. Это плевок в лицо медведя

Jørgensen er dog i gang med opbygningen af et nyt hold i Haderslev, der vil blive ledet efter sovjettiske principper, så mon ikke den russsiske træner finder kammertonen igen.

Trænerstaben omkring ÅFS-mandskabet ser gode muligheder for at starte sæsonen med 3 point. En bruttotrup på 16 spillere blev ved onsdagens træning barberet ned til 13.

Kampen spilles kl. 12 i ÅFS Centret, og da spillerne har ønsket at få så mange tilskuere som muligt, har bestyrelsen i ÅFS Floorball besluttet, at det er gratis for alle at komme og se en god floorballkamp, hvor ÅFS 2. herre forhåbentlig kan starte sæsonen på bedste måde med en sejr.

Skriv et svar