Landsstævnet 2018 for U11 og U13

Det er blevet en lang smøre, men det er totalt det værd at læse hele vejen ned til bunden! Det er en ret detaljeret gennemgang af U11 og U13s dage til landsstævnet.

Fredag:

Her i sidste weekend tog U11 med 2 små hold og U13 med 1 hold til landsstævnet i Frederikshavn. 2 trænere var med for U11: Jacob og Andreas, mens U13 var præsenteret ved det ældre ægtepar: Niklas og Maria. Ifølge unavngivne U13 spillere var Niklas den mere rolige far, mens Maria var ”den strenge mor”. Den strenge mor kommanderede tropperne ud i bilen og afsted kom vi. Vi var i Frederikshavn omkring klokken 18.30-ish, hvor vi blev indlogeret på Frydenstrandskolen. Den første time blev brugt på at pakke sovegrejet ud; få pumpet luftmadrasser op og foldet soveposer ud. Specielt Tobias fra U13 var ikke gået på kompromis med luksuriøsiteten. Hans luftmadras lignede en rigtig seng og trak flere misundende blikke. Efter udpakningen befalede Maria at U11 og U13 skulle mødes for at gennemgå planen for den næste dag. Planen var skrevet op på tavlen i det klasselokale U13 holdt til i, hvor alle timer i døgnet var planlagt ned til mindste detalje – som tyskerne siger: Ordnung muss sein! Efter General Maria var færdig med at forklare om den strategiske krigsplan for morgendagen, drog vi til Arena Nord, hvor der var kamp mellem Frederikshavn Blackhawks og Herning Pirates i dameligaen. En af U11 spillerne spurgte undrende hvorfor vi skulle se en floorball kamp. Inden de mandlige trænere nåede at svare, kom Frederik fra U11 med svaret ”Det er sikkert, fordi de skal over at kigge på damer”. Alle 3 herretrænere måtte smilende samtykke og give ham ret i ”at det nok ikke var helt ved siden af”. Frederikshavn kørte Herning over og spændingen i kampen forsvandt hurtigt (Frederikshavn vandt 15-0), sammen med børnenes koncentration. De fleste af børnene tog med ”materiale Andreas” over i den floorballbutik, der var sat op i Arena Nord. Et par af spillerne fik købt stavtaske og en bold – det er tydeligt, at ”materiale Andreas” er ved at opfostre den nye generation under parolen:” Man må aldrig gå ned på udstyr” – uanset om man har mere end rigeligt med udstyr. Herefter gik turen hjemad, hvor resten af aftenen gik med hygge, inden vi skulle i seng. Der var bare lige et problem – vi boede på gang med U17 holdet fra Frederikshavn og de var indstillet på fest. I stedet for at sende ”Little Rocket Woman” aka Maria hen til U17 holdet og smide sin nuke (atombombe), valgte vi den mere diplomatiske vej og sendte i stedet Niklas. Efter at have talt lidt med dem, valgte de at skrue ned for musikken og sænke lydniveauet.

Lørdag:

Planen var U13 skulle op kl. 6.30, da de havde en kamp ret tidligt, mens U11 først skulle op 1 time senere. Det var planen, men ting går ikke altid, som man planlægger dem. Det måtte vi sande, da klokken knap havde ramt 6, før Yasin sagde:” Jeg kan altså ikke sove mere”. Andreas forsøgte at få Yasin til at blive liggende i sin seng og lade os andre få lidt mere søvn, men det varede ikke mere end 5-10 minutter, så var alle de andre lysvågne og klar til tage hul på dagen. I fælles flok drog U11 og U13 mod Arena Nord, eller sådan burde det have været. U11 holdet måtte ud og møde den bidende kulde denne tidlige morgen, hvor de 1.2 km skulle tilbagelægges for at komme hen til morgenmaden. U13 derimod blev hentet af biler og kørt til Arena Nord. Curlingbørn eller bare smarte? Ifølge U13 lejren ”Udnytter vi bare de ressourcer, som er tilgængelige”, mens trænerne af U11 var lidt af en anden holdning. Morgenmaden var ganske fin, men kaffen derimod…Som Marius fra U11 sagde:” Det er ikke en særlig god kaffe Jacob”. U13 spillede først og U11 var med som heppekor. Århus tog en sejr i den første kamp med cifrene 3-0, hvorefter der også blev sunget sejrssang. Den sportslige succes fortsatte desværre ikke og U11 løb ind i nogle hårde nederlag. Heldigvis var Asta og Jonas farmor og farfar kommet, de bød på kage og boller. Selvom det startede godt for U13 løb de også ind i nederlag resten af dagen. U11 var lidt nede på mandskab, da Lasse var blevet ramt af slem hovedpine. Heldigvis hjalp det, at U13 var et fantastisk heppekor – det er ikke langt fra, at man kan betegne dem som ”Århus Ungdom Ultras”. Der blev i hvert fald heppet og skrålet oppe fra tilskuerpladserne. Efter dagens kampe var blevet spillet gav U11 trænerne is til hele holdet for den gode indsats, selvom det ikke helt var gået som håbet. Herefter tog vi tilbage til Frydenlundsskolen, hvor der inde hos U11 blev lagt diverse planer for at irritere Frederikshavn Blackhawks U17 hold, efter de havde larmet så meget aftenen før. I stedet blev det dog U13 holdet, som blev udpeget som fjende. Hele U11 sluttede op om, at banke på døren til U13s klasselokale og så løbe. Det blev der brugt ufattelig meget tid på. Det var lige så sjovt første gang, som gang nummer 100. U13 havde dog fået nok på et tidspunkt og Jonas kom løbende ind i U11s lokale og råbte:” De har fanget Yasin, de har fanget Yasin!”. Inde blandt U13’erne blev U11 fanget og Kim var ”masterminden” bag deres forsøg på at stoppe U11 spillerne. Om aftenen skulle vi hen og se Frederikshavn Blackhawks mod Hvidovre Attack Floorball (kamp i herreliga slutspillet). U13s karet blev kørt frem og de blev transporteret til Arena Nord, mens U11 kæmpede sig igennem sneen. Det var generelt et fint setup inde i den store hal, hvor slutspilskampen skulle foregå, hvis ikke lige det havde været for en døv DJ. Hver gang bolden røg ud af banen, skruede han helt op for musikken. Både børn og voksne måtte holde sig for ørerne, for ikke at ende med sprængte trommehinder. Efter første periode tog stort set samtlige spillere hjemad, udover Tobias og Aske, der blev for at se kampen færdig. Børnene faldt hurtigt i søvn, selvom der var en del larm på gangen. Det gjorde Jacob til gengæld ikke. Opad soveposen og ud på gangen, og hvem er det, der står derude? Ingen ringere end Viktor  (en spiller på ÅFK 1. herre), som står omgivet af 6-8 12-årige. Grunden til støjen var, at Viktor havde set sig lun på en lyshåret U17 spiller fra Frederikshavn Blackhawks (Viktor spillede selv med på et U17 til stævnet), men turde ikke spørge hende, om han måtte få hendes nummer. Hans ”slæng” var helt oppe at køre og forsøgte ihærdigt at hjælpe ham, men på trods af deres ihærdige forsøg på, med larm og skrål, at tiltrække ”hunnen”, så blev det vidst ikke til noget nummer.

Søndag:

Klokken nåede helt sensationelt 7 og alarmen gik af. Det var ikke forventet, og selvom det var tidligt, så var det dejligt ikke at skulle op klokken 6. Vi begav os relativt hurtigt hen til morgenmaden, da U11 havde kampe ret tidligt. Hvordan U13 kom hen til morgenmaden, vil jeg være op til den kvikke læser at finde ud af. Her på anden dagen spiller man mod andre hold, der har klaret sig ligesom en selv dagen før. Hvis man taber 1 kamp er man dog ude. U11 kom hurtigt bagud 2-0, men formåede at komme tilbage i kampen efter gode mål af Yasin. Kampen var helt vendt på hovedet og ved stillingen 2-2 havde både Asta, Jonas og Yasin flere gode chancer for at bringe ÅFK i front, men det blev ikke til mere og i stedet scorede modstanderholdet. Øv. U11 gik efter deres kampe over for at heppe. Det så godt ud, Århus var foran 2-0 efter 1.halveg. Men som en af U11 spillerne konstaterede, så ”bringer vi nok uheld” efter modstanderholdet reducerede til både 1-2 og 2-2. Til allersidst scorede de også et 3. mål. Århus U13 endte med at tabe 3-2 og var hermed også ude. Det hold, som U13 spillede mod til sidst havde en træner, der virkelig havde følelserne uden på tøjet. Det var som at Lars Erik spille. Det ene øjeblik råbte han af sine spillere, at ”nu måtte de kraftedme tage sig sammen” hvorefter han hoppede op og ned, fægtede med armene og gjorde indsigelser mod alle kendelser. Det næste øjeblik kom de foran og så var hans spillere pludselig ”kongerne af floorball”. Man har et standpunkt til man tager et nyt.

En anden lille sød historie kom efter U13s kamp, hvor vi var inde at se en U17 kamp:

Asta:” Jacob hvem er det, der spiller?”

Jacob:” Hmm det ene hold er FC Copenhagen, jeg ved ikke lige hvad det andet er”

Asta:” Hvem holder vi med?”
Jacob:” Jeg er lidt ligeglad”

Asta:” Så lad os holde med FC Copenhagen, de kommer jo fra et helt andet land!”

Et eller andet sted er den ikke helt gal. Københavnere er bare anderledes fra rigtige danskere, men det var nok ikke lige det hun mente 😊 De sidste par timer gik med at få brugt de sidste penge hjemmefra og skudt på en fartmåler (Speedshooting). Jacob havde ellers længe rekorden på 109 km/t, men Andreas endte efter utallige forsøg at slå den med et skud på 117 km/t. En af U13 spillerne mente dog at have slået begge trænere med et skud, der ikke viste noget. Hans forklaring var indlysende ”Min skudstyrke var 4-cifret, hvilket der ikke er plads til på måleren”, hvorvidt den holder i byretten er op til diskussion, men det er en fortolkningsmulighed. Trætte kørte vi hjem til Aarhus omkring kl. 12, hvor vi sluttede dagen.

På vegne af trænerteamsene bag U11 og U13 vil jeg gerne takke alle spillere, forældre og diverse, som har bidraget med biler, forplejning, godt selskab m.m. for et godt stævne.

Der er vedlagt lidt billeder og noget video til Facebook opslaget i ÅFK, som kan findes her:

https://www.facebook.com/aarhusfloorball/posts/

Jeg beklager den dårlige kvalitet på mange af billederne. Men jeg har valgt alligevel at tage dem med, så I kan få et indblik i hvordan det så ud. Hvis nogen ønsker nogen billeder fjernet, kan I kontakte mig (Jacob Jensen Christensen) her på Facebook eller på 30531396, så tager jeg billederne I gerne vil have fjernet ned.