Lars Skytte tilbage i ÅFK

Lars ”Mini” Skytte er tilbage i Århus Floorball Klub efter et år i Team Århus Floorball, og han vender dermed tilbage til moderklubben. ”Mini” er en del af danske landsholdstrup, der kvalificerede sig til VM i Göteborg i december, så det er en stærk spiller, der tidligere har fungeret som spillende træner i ÅFK, der vender tilbage. Den 29-årige back – der også kan dække positioner længere fremme på banen – er udset som en nøgleperson i det nye ligaprojekt – og ser frem mod den nye sæson:

Hvad er dine forventninger til det nye setup og ligapladsen i ÅFK?
– Jeg tror det bliver en spændende sæson vi går i møde. I første omgang er det vigtigt, at vi som hold bliver integreret ordentligt i klubben. Jeg mener dog, at det er den rigtige løsning at samle den århusianske elitefloorball i en klub, og som situationen er just nu, så er ÅFK bedst gearet på det organisatoriske plan. Med hensyn til truppen næste sæson, så er det endnu lidt uklart, hvordan den kommer til at se ud. Jeg forventer dog, at vi får et hold som kan være med til at kæmpe om medaljer.

Hvordan ser dine sportslige ambitioner ud for den kommende sæson med ÅFK tilbage i ligaen og en potentiel VM-deltagelse?
– Jeg håber på, at den kommende sæson bliver bedre end den netop overståede. Der har sæsonen igennem været langt imellem de gode præstationer både for holdet og for mig personligt. Det er meget frustrerende, når man ved at man kan gøre det meget bedre. Jeg håber imidlertid på, at de nye rammer i ÅFK kan være med til at løfte holdet, så vi kan præstere bedre. Hvad angår landsholdet så håber jeg på at kunne tilspille mig plads på VM-holdet. Det ville være rigtig bittert ikke at komme med, når nu man var med til at kvalificere holdet.

Ordet er frit?
– Til sidst vil jeg gerne ønske alle en god sæson og forhåbentlig kan vi få skabt lidt positiv opmærksomhed omkring århusiansk floorball.

Ligaudvalgsmedlem Jens Ørhøj er naturligvis glad for, at Lars Skytte er med i projektet:
– ”Mini” er naturligvis en vigtig person for os at have med. Han er for det første en rigtig dygtig spiller med stor rutine, erfaring fra VM og et DM-guld på meritlisten. Derudover så er det klart, at han med sin stærke baggrund i ÅFK samt tre sæsoner i TÅF bliver en vigtig brik i integrationsprocessen, som vi ikke på undervurdere, udtaler Ørhøj.

I de kommende dage vil de individuelle spillerpræsentationer gå ned i frekvens – på grund af MBC – men vi kan allerede nu annoncere, at vi er klar til at præsentere stærke spillere som Stefan Dines (tidl. TÅF), Morten Mølby (tidl. TÅF) og Nicklas Højholt (tidl. Blackhawks) i ÅFK-trøjen – og dermed fortsætter opbygningen af en trup med såvel stor ligaerfaring og landsholdserfaring.

 

Skriv et svar