Lokalderby endte med nederlag.

Lørdag eftermiddag havde ÅFS Centret igen trukket i Herre-liga frakken. Efter et års ufrivillig pause var herrerne oppe mod sidste års slutspilsdeltagere og lokalrivaler fra TÅF.
Og lad det være sagt med det samme. Det bedste hold i ÅFS Centret denne lørdag var Team Århus og derfor var det også fortjent, at de trak sig sejrrigt ud med 5-2. Alligevel gjorde kampens udvikling og manglende tur i de afgørende situationer, at man sad tilbage med en bitter smag.

Første periode forløb planmæssigt. Ud fra en kontrolleret deffensiv fik ÅFS spillet sig frem til flere åbne muligheder og samtidig holdt man TÅF nævneværdigt fra faddet. Man lod modstanderne tage de dumme udvisninger og ÅFS burde være kommet foran da Anders Rognerud i powerplay blev spillet blank på bagerste stolpe. En flot redning af Morten Fryland forhindrede desværre dette.

I anden periode kom TÅF ud med 100 km i timen og allerede efter 14 sekunder brændte det på for første gang da et skud fra en spids vinkel prellede af på målrammen. Perioden ud spillede TÅF flot floorball med ÅFS reduceret til statister. ÅFS forsøgte med en kompakt zone hvor udeholdet skulle have kærligheden at føle. Klogt udnyttede Team Århus en svingende dommerpræstation til ved enhver given lejlighed at lægge sig på maven hvilket gav et ekstra overtag. Udeholdet kom foran 1-0 og siden 2-0 begge gange ved Kasper Agerbæk. Særligt det andet mål medførte en del frustration da dommeren på midten korrekt dømte høj stav. Desværre stod måldommerens kendelse ved magt. Perioden sluttede 2-0 og det kunne ÅFS først og fremmest takke Kaj Jensen i målet for.

Inden tredje og sidste periode var aftalen klar. TÅF skulle presses væsentligt højere på banen så backerne ikke fik tid til at slå de nemme pasninger. 1.36 i undertal skulle dog overståes først men desværre ramte et skud på vej over mål en spiller i brystet og sejlede i kassen til 3-0. Kampen synes afgjort og da TÅF kom på 4-0 efter endnu et overtal så det meget sort ud. Efter en time-out gik ÅFS over til noget nær helbanepres og straks ændrede kampen karakter. Særligt de fire bagerste TÅF'ere viste sig bestemt til at tale med. Hjemmeholdet kom igen ind i kampen, og fik ved flere lejligheder tilspillet sig store chancer. TÅF var stadig meget giftige på kontra men alligevel var det ikke ufortjent at ÅFS fik reduceret to gange til 2-4 ved Michael Buch og Anders Rognerud. De sidste par minutter lagde ÅFS et tungt pres dog uden at spille sig frem til helt åbne chancer og i de døende sekunder scorede Agerbæk igen til slutresultatet 5-2 i tomt mål.

Nederlaget i en hårdt spillet kamp var som sagt fortjent. ÅFS er endnu ikke oppe i det tempo der kræves i ligaen og havde alt for stor respekt for modstanderne. Samtidig forstod holdet nok engang ikke at lade dommerne passe deres opgave i fred og en del udvisninger for brok havde nok været på sin plads. Det SKAL blive bedre hvis ÅFS skal blive i ligaen.

Skriv et svar