Målet ingen så

3. herrerne skulle have revanche efter nederlaget til MGU, sidst de to hold mødtes. Med sejren fra i onsdags i baghovedet og Lars Erik Bartels som gæst på holdet, var der stemning for at gå efter de tre point og sikre 3. pladsen i rækken, indtil videre.

En enkelt spiller havde ikke forstået at kampen startede kl. 11 om formiddagen og ikke om aftenen, så Bartels tilstedeværelse sikrede at ÅFS kunne spille med to fulde kæder. Debuttanten fra forrige kamp, Andreas, blev rykket op som wing, hvilket skulle vise sig at være en klog beslutning.

Godt otte minutter inde i kampen tager Andreas affære og klasker bolden i mål, uassisteret og med en selvsikkerhed, der varmede trænerens hjerte.

Trods god fight fra begge hold, havde ÅFS overtaget. MGU blev holdt fra chancerne via god opdækning og godt sammenspil. I de sidste par minutter af kampen, midt i en udskiftning hvor Sebber formentlig er eneste ÅFS-mand på banen, opsnapper han en hoppende bold og får den smidt i mål. ingen fra ÅFS så angiveligt hvad der skete, men soloaktionen var en realitet da dommerne fløjtede for scoring. 1. periode 2-0.

Presset på MGU blev opretholdet i anden periode, planen var at inddrage backerne noget mere i angrebsspillet. Allerede efter to minutter og det løse får en fri Bartels en verdensklasse pasning fra træner Lykke, og Bartels er ikke sen til at udnytte situationen og sætte sit første mål i kampen ind. Kampen når ikke at blive meget ældre, inden det er Bartels tur til at lægge bolden til Peter, der scorede sit 3. mål i sæsonen.

MGU kom til et par chancer, som Kracht tog sig godt af. ÅFS spillede koncentreret og scorede yderligere to gange i perioden, først af Bartels og sidenhen af backen Jacob D. Nielsen. Uassisteret ifølge kampprotokollen, realiteten var nok en anden. 2. periode 4-0.

Fokus for den sidste periode var at holde nullet ved at lukke ned for MGUs chancer. Bartels var inde og give et taktisk oplæg til 1. damerne, og der blev forberedt en rokade af spillerne, indtil han var klar igen – det var han efter 30 sekunder, så det fik aldrig rigtig betydning.

Andreas og Morten Madsen startede perioden med at drille MGU. På fem minutter formåede Andreas at ligge to perfekte pasninger til Morten, der uden besvær kunne score på MGUs målmand. En fantastisk start på sidste periode, og en klar indikation af Andreases flotte spil kampen igennem.

Sammen med den klare føring blev ÅFS spillerne måske lidt for overmodige og glemte at løbe retur, det resulterede i to friløbere til MGU, der rimelig uhindret kunne score deres første mål på det sidste forsøg.

Derfra fortsatte kampen som hidtil, men ved en MGU chance fløjter dommerne for straffeslag. angiveligt har ÅFS-holdets kaptajn stillet sig i det lille felt – en chance som MGU forstod at udnytte, men det gjorde dog ikke den store skade.

Især ikke fordi MGU, i deres jubel over målet, ikke koncentrerede sig nok til at stoppe Sebber, der let kunne score sit andet mål i kampen mindre end 10 sekunder efter straffeslaget.

Blot 30 sekunder efter Sebbers mål, brillerede Thorbjørn ved at score kampens sidste mål til stillingen 10-2. 3. periode 4-2.

En helt fortjent sejr til ÅFS i en velspillet kamp med en masse tilskuer – tak for opbakningen!

MoM: Andreas.

Skriv et svar