Magnus Møberg Hansen bliver ny mand bag roret

I den kommende sæson bliver ny general for ÅFS 1.herre-hold Magnus Møberg Hansen. Magnus har en fortid som spiller i Hvidovre, Herlev, Vallensbæk og de seneste sæsoner ÅFS Floorball. Som træner er Magnus et forholdsvis ubeskrevet blad. Han trænede ÅFS 1.damer i sæsonen 06/07 med stor succes og efter en mellemsæson som spiller er han nu tilbage bag taktik-tavlen.

Magnus om sit nye trænerjob: ”Jeg ser det som en kæmpe udfordring at træne et herrehold i ligaen og kan sådan set ikke vente på at komme i gang.” Om holdet siger Magnus: ”Det bliver vigtigt for mig at spillerne på holdet formår at yde deres bedste i alle kampe. Efter sæsonen skal vi gerne kunne kigge tilbage på vores præstation og være stolte og tilfredse med vores præstation. Hvor langt det rækker resultatmæssigt vil kun tiden vise”
Taktisk har den gæve sjællænder aldrig været tilhænger af tunge løbesystemer: ”Spillerne skal lære at spille positiv offensiv floorball, kombineret med en stærk defensiv. De må tænke selv og tage ansvar i kampsituationer og vi skal turde at spille bolden. Ikke mindst i pressede situationer og dem bliver der mange af i den kommende sæson.”
Jeppe Hansen, indbegrebet af ÅFS og medlem af bestyrelsen siger om aftalen med Magnus: ”Vi havde svenske kontakter men det var vigtigst for os at finde en mand som havde den rette indstilling samt realistiske forventninger til jobbet. Da Magnus præsenterede sit oplæg var vi sådan set ikke i tvivl om at han var den rette.”

Magnus flankeres af Jeppe Hansen som udover sparring med Magnus også vil få ansvaret for udvikling af holdets målmænd.

Skriv et svar