Masser at arbejde videre med :o)
Lørdag d. 15. november stod ÅFS3 for dagens sidste kamp i hallen. I dagens anledning kunne holdet byde på hele fire debutanter, nemlig Brian Christensen, Casper Storr, Rune Pedersen og Jonas Svenningsen. Det var dog ikke et rendyrket begynderhold, idet de bagerste kæder svulmede af erfaring med indtil flere floorball-koryfæer på backpladserne.
I 1. periode var der tale om en rimelig lige affære med chancer og mål i begge ender. Først gjorde næsten-debutant Peter det til 1-0 (på en aflevering fra Bruun, som har gravet sin stav frem igen). Senere blev det til et ægte debutantmål, da Rune stod rigtigt pladseret inde foran mål og satte en aflevering fra Jørgensen i mål til periodens resultat 2-2.
Hverken opspil eller returløb fungerede dog helt problemfrit, hvilket blev udstillet i 2. periode. I opspillet blev det sværere og sværere for backsene at skille sig af med bolden, hvilket fik dem til at søge stadigt længere frem på banen – mildest talt. Dette – kombineret med dårlig kommunikation og manglende returløb – gav Bierne et hav af chancer i perioden. På under 9 minutter blev det til 7 mål til gæsterne – og det er først og fremmest James i målet, som forhindrede, at det blev til 10 eller flere.
I tredje periode kom der noget mere styr over begivenhederne igen. Således var topholdet kun i stand til at score en enkelt gang i perioden – og det krævede endda, at de var fem mod tre. ÅFS3 fik tilspillet sig en del chancer inde foran mål, men ikke nok til at få scoret.
I bund og grund var det helt fortjent, at Skanderborg vandt, det skal der ikke herske tvivl om. Men med lidt mere disciplin i 2. periode kunne kampen sagtens have været tippet til ÅFS' fordel. Med lidt genbrug fra sidste efterårs referater vil undertegnede desuden holde fast i, at vi igen i år er ved at bygge et hold op, og al begyndelse er svær. Der er masser af gode ting at bygge videre på, og det skal nok komme alt sammen. Så til resten af 2. divison kreds 2 (2.-holdet inklusive): I kan bare vente jer!
3.-holdets næste kamp er onsdag d. 3. december mod 2.-holdet.