Med ÅFS til landsstævne

I weekenden deltog ÅFS Floorball i landstævnet i Frederikshavn i U13 og U15 rækken. ÅFS delegationen bestod af otte U13 drenge, elleve U15 drenge, fem ledere, to forældre og to søskende.

Med afgang tidligt lørdag morgen var det en flok trætte unge, ansigter der skulle proppes ind i biler og bus. Den stramme tidsplan fik dog hurtigt hvilepulsen til at stige betydeligt – ville U15 nå frem til deres første kamp kl. 09.15? Det gjorde de – og sikrede sig en sikker sejr på 10-2. U13 løb på banen til deres første kamp lidt efter, og leverede en god indsats mod de dygtige Sunds-drenge. De kunne dog ikke forhindre nederlaget på 0-8.

Med fire kampe til hvert hold lørdag ventede et hårdt program, som U15 klarede sig bedst igennem. Med to sejre og et nederlag (til de senere vindere fra Bulldogs), sikrede drengene sig en plads i kvartfinalerne fredag aften. U13 havde det svært i deres pulje og led klare nederlag til de stærke hold fra Brønderslev og Valby. De skulle derfor spille deres sidste kamp fredag mod Rødovre, der også havde tabt deres pulje. Her spillede drengene deres klart bedste kamp og fik vist deres talenter frem i en kamp, hvor nederlaget på 7-2 bestemt ikke giver et sandfærdigt billede af kampens forløb.

U15 stod i deres kvartfinale overfor Hvidovre og efter en lidt nervøs start fra begge hold, fik ÅFS hul på bylden og bragte sig på 2-0. Hvidovre svarede imidlertid igen og udlignede til 2-2. Ved pausen var det forsat uafgjort – 3-3. I 2. periode gik det stærkt, og med effektivitet foran mål bragte Hvidovre sig foran 6-3. ÅFS var dog hele tiden farlige og bevarede troen på, at de kunne komme tilbage. Og det gjorde de! Med bare 10 sekunder igen hamrede Jannick Danemand et slagskud op i krydset og udlignede stillingen til 6-6, og bragte dermed kampen ud i overtid. Forud for scoringen var gået en dramatisk episode, hvor dommeren var konsekvent og bortviste en Hvidovre-spiller for gentagne gange at bruge mund. De to minutters overtid var desværre kun lige sat i gang, da Hvidovre på en frislagskombination afgjorde kampen og spillede sig i semifinalen. Et ærgerligt nederlag til ÅFS’erne der spillede en fantastisk flot kamp med stribevis af detaljer og flotte mål. En enig tilskuerdelegation fra ÅFS var enige om at drengene helt klart havde fortjent en bedre skæbne…

Kampen satte trods alt et flot punktum for dagens ÅFS-kampe. Tilbage var nu en middag i Rådhus-bunkeren, der husede alle deltagerne. Efter spisning rockede cementbloggen med musik og energiske unge. U13-drengene der desværre ikke havde sikret sig sejre på banen, tog i stedet dansegulvet i deres magt og var dagens helt store publikumsmagneter. Selvom det til tider virkede utænkeligt, så lykkedes det faktisk efter endt disco, floorball-spil på gangene og diverse drillerier at få alle til at falde til ro og sikre sig en god nats søvn.
Søndag ventede blot en enkelt ÅFS-kamp. U15 skulle spille mod Herlev om 5.-6. pladsen. Heller ikke her var heldet med ÅFS’erne, der efter en tæt kamp måtte forlade banen med et enkelt-måls-nederlag.Kampen bød endvidere på endnu en ÅFS-deltagelse, idet dommerhvervet på fornemste vis blev varetaget af Lars Erik. Ene mand leverede han en af stævnets bedste dommerpræstationer.

Mens U15 blev belønnet med det ærefulde hverv at slæbe ÅFS’ nye bander ud i den medbragte trailer, tog U13 tilbage til Rådhuset og spiste frokost inden turen gik hjem mod Århus. En vellykket lands-stævne-deltagelse var forbi – næste år venter en ny, hvor vi selvfølgelig regnere med at hjemføre medaljer – igen:)

Tak til alle drengene, forældre og søskende for en rigtig god weekend.
William, Jakob, Tanja, Lars Erik og Gis

Skriv et svar