Morten Frederiksen forlader formandsposten

Efter tre år i ÅFK’s maskinrum har Morten Frederiksen valgt at stoppe som bestyrelsesformand. Det er med stort vemod, at Morten siger farvel til formandsposten, men med et kæmpe tak fra bestyrelsen for det hårde arbejde, han i årenes løb har lagt i klubben.

Morten startede i kommunikationsudvalget i oktober 2016, hvor han blandt andet var projektleder på at skabe den nye hjemmeside, der skulle blive startskuddet til en mere moderne markedsføring af ÅFK. I marts 2017 trådte han ind i bestyrelsen, hvor han fortsatte med at have den interne og eksterne kommunikation som arbejdsområde, mens han som noget nyt fik ansvaret for sponsorer og bistod med ad hoc opgaver såsom KidzLiga-stævner, egnsmesterskaber, ungdomstrænergerningen og lignende. Ved siden af bestyrelsesposten har Morten også frivilligt stået i spidsen for en række projekter til Marselisborg Cup flere år i træk. Den 1. oktober sidste år overtog Morten formandsposten, hvor fokuspunkterne var en genforhandling af Salming-aftalen og etablering af et østjysk U15-holdfællesskab, der i stedet resulterede i et U15-mellembaneprojekt af Floorball Danmark.

– Det har været en enormt svær beslutning, fordi de sidste tre år med ÅFK som en fast bestanddel af min hverdag har været helt fantastiske. Det har været fra morgen til aften alle årets dage, hvilket til tider har trukket tænder ud men også samtidig været sjovt, fordi vi som klub virkelig har flyttet os meget. Det har været en ære at være en del af. Men man må også erkende, at altid har en ende, og jeg har vurderet, at det med et studiejob – som i dag i højere grad ligner et fuldtidsjob – og med et fornyligt startskud på en kandidatuddannelse er på tide at sige stop her. Jeg ærgrer mig over ikke at skulle stå i spidsen for klubben længere og arbejde sammen med bestyrelsen og trænerne, fordi vi har så mange projekter på tegnebrættet, som jeg gerne ville være med til at tegne færdigt. Med en fornuftig bestyrelseskonstituering, dygtige trænerteams samt et velfungerende ungdomsudvalg er der dog ingen tvivl om, at projekterne nok skal realiseres, og det er trods alt dét, der er det vigtigste. Hvem der så er formand er sådan set underordnet, bare så længe klubben fortsætter med at udvikle sig. Jeg vil jo kun være et opkald væk, hvis bestyrelsen får brug for hjælp, men derudover må jeg nøjes med at følge med fra sidelinjen. Det glæder jeg mig også til, fortæller Morten.

Ny konstituerende formand er Kristine Møller Sørensen, der af formelle årsager overtager titlen. I mellemtiden leder bestyrelsen efter den helt rette kandidat til at overtage posten for Morten. Med den nye konstituering er formandsopgaverne dermed blevet fordelt ud på de resterende bestyrelsesmedlemmer med henblik på at skabe synergi, således opgaverne er blevet tildelt dér, hvor det giver mest mening i forhold til deres nuværende opgaver.

Den nye bestyrelse består således af Mette Thorsager (kasserer), Lars Skytte, Louise Toft, Jonas Palner og Kristine Møller Sørensen. Det er dog klart, at der er brug for flere hænder, for at klubben kan fortsætte udviklingen, så hvis du har lyst og modet på at være med til at bidrage til ÅFK, kan du skrive til formand@aarhusfloorball.dk eller tage fat i en af ovenstående medlemmer.

På vegne af hele ÅFK og bestyrelsen vil vi give et ydmygt men anerkendende tak for alle de timer, den ægte interesse og det hårde arbejde, som Morten har lagt i klubben. Han er en af de ildsjæle, der de seneste år har bidraget til en organisatorisk fremgang, trods en ung alder og et travlt studieliv ved siden af det store ansvar. Vi ønsker Morten al god vind fremover, og ser frem til, at han på rette tidspunkt en dag vender tilbage til klubben igen.

/Bestyrelsen