ÅFK logo på bryst

Nederlag i anden semifinale

Talentudviklingen nåede igen nye højder for ÅFK’s 1. damehold i 2. semifinale mod Copenhagen. Nicoline måtte som den fjerde spiller denne sæson ufrivilligt sætte sig på skadesbænken med en knæskade. Dermed måtte der endnu en gang rykkes rundt i kæderne, og nye roller og ansvar blev tildelt de relativt uerfarne ÅFK spillere.

I den første semifinale havde damerne givet Copenhagen FC kamp til stregen, hvor de dog måtte indkassere et nederlag i forlænget spilletid. Anden semifinale blev aldrig den kamp, som ÅFK havde håbet på. Copenhagen FC styrede 1. periode med hurtigt pasningsspil, og det gav ÅFK store problemer i forhold til at finde sine pladser i det defensive spil. Samlet kom det til at koste 7 mål, og damerne måtte skuffede gå til pause med stillingen 7-0.

Med et par justeringer i kæderne, et par taktiske kruseduller fra Lars Erik, og en spand trodsighed gik ÅFK ind til 2. periode for at vise, hvorfor de var nået så langt i slutspillet. Forsvarsmæssigt blev der lukket helt af, og dette var til stor frustration for Copenhagen, som testede stave for skævheder, da de simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor bolden ikke ville i mål. Forklaringen lå nok derimod i effektivt forsvarspil fra ÅFK’s side, og det som ikke blev blokeret af forsvarsmuren, havde Yessika styr på inde i målet.

Lige som i 1. semifinale fik ÅFK brudt en masse af Copenhagens opstil, og det gav gode kontramuligheder. Marginalerne var dog ikke på ÅFK’s side denne eftermiddag, og kontramulighederne blev desværre ikke omsat til mål. Copenhagen stod for 2. periodes eneste scoring, som kom på kontra efter en ÅFK kommunikationsfejl.

Tredje periode bar præg af, at kampen allerede var afgjort. ÅFK viste dog vilje efter at få den første scoring, og kom også frem til flere chancer. I forlængelse af et powerplay lykkedes det endeligt. Kampen endte med resultatet 13-1, og dermed sikrede Copenhagen sig finalepladsen. Ciffermæssigt blev det en skuffende semifinale oplevelse, men set over begge semifinaler kan ÅFK være stolte over at have vist et stærkt kollektiv, som sagtens kan spille op med dette års DM finalister.

Stemmerne på kampens spiller approksimerede en uniform fordeling, men titlen gik til Gis som fik den marginale stemme.

Point:
Gis: 1+0
Thaarup: 0+1