Nederlag i lokalopgøret.
Onsdag aften dannede Hasselager Hallen ramme om sæsonens andet lokalopgør mellem Team Århus Floorball og Århus FS.
Meget kendetegnende for sæsonens udvikling for de to hold, blev det til en smal 3-1 sejr til værterne efter en kamp, hvor ÅFS med rette kan være meget skuffede over den manglende udnyttelse af mulighederne.
Med topscorer Anders Rognerud ude med karantæne og afbud fra Lars Skytte var der rokeret lidt rundt i kæderne, men ÅFS lagde flot ud fra start og satte sig fuldstændigt på spillet. TÅF blev presset i bund, og taktikken med en matchning af 2. kæden mod TÅF’s 1. kæde gav pote. Jens Ørhøj holdte topscorer Rasmus Opstrup fra fadet, mens Henrik Engelsen holdte David Johansson væk fra de store chancer. Nytilkomne Rico Mikkelsen leverede desuden en god indsats i hans 2. kamp i den blå trøje.
Efter 5 minutters spil kunne ÅFS bringe sig fortjent i front, da et skud fra William Ehmsen blev styret forbi en ellers velspillende landsholdsreserve Morten Fryland i TÅF-målet af Lars Erik Bartels – der var en god erstatning for Rognerud. Få minutter efter var Anders Jensen meget uheldig i powerplay, da hans afslutning tog stolpen bag en ellers udspillet Fryland.
Efter godt tolv minutters spil indtraf en noget uheldig episode for ÅFS og kampens dommere. Christian Engelsen kæmpede sig igennem midtzonen, og han fik til trods for et begået frislag mod ham sendt bolden i nettet. Desværre nåede kampens ellers udmærkede dommere at fløjte for frislaget i stedet for at give fordelen, så TÅF slap med skrækken – og i stedet slog hjemmeholdet til kort efter. Henrik Engelsen hvilede på bænken, hvilket David Johansson udnyttede til at slippe fri foran mål på en løs bold. Første mulighed i kampen til svenskeren og en sikker udligning til 1-1 stik mod spil og chancer.
I de sidste minutter af perioden var ÅFS to gange i overtal, men spillet blev præget af manglende skarphed, og tættere på end et nærgående langskud fra Jens Ørhøj kom ÅFS ikke. Ingen kunne have brokket sig over en 2 eller 3 måls føring til ÅFS ved første pause, men TÅF havde reddet uafgjort.
Fra anden periodes start kom TÅF bedre med, men ÅFS havde stadig nemmest ved at spille sig op af banen. TÅF lå og ventede på kontramuligheder, men skabte ikke de store chancer. ÅFS havde dog i denne fase langt sværere ved at komme til chancer end i de første 20 minutter, så det blev ved en spillemæssig dominans til ÅFS.
Efter 14 minutter blev TÅF ramt af en 5-minutters udvisning for hårdt spil, men Jens Ørhøj måtte dog hurtigt sidde 2 minutter for en obstruktion, og de sidste 2½ minuts overtal – et halvt minut endda i 5 mod 3 – blev ikke for alvor farligt, da præcisionen og tempoet i den afgørende aflevering eller afslutning manglede. En enkelt gang var det endda ved at gå galt den anden vej, da TÅF slog afsted i deres specialitet kontraangrebene. Men 2. periode mundede ud uden scoring, og alt syntes åbent inden sidste periode.
Lad os inden beskrivelsen af 3. periode slå fast, at der er en årsag til, at de to hold ligger, hvor de ligger i tabellen. Team Århus har gennem sæsonen vundet hele 7 opgør med 1 eller 2 mål, mens ÅFS et tilsvarende antal gange har stået efter en kamp og følt, at der var smidt et eller flere point på gulvet. Denne større skarphed fra sydbyens hold var også forskellen i gårsdagens kamp.
TÅF kom langt bedre med i 3. periode, men blev sjældent rigtigt farlige. 2 gange måtte Anders Bruun dog vise klassen i målet ved TÅF-afslutninger. ÅFS fortsatte med at spille disciplineret, men Morten Fryland tog, hvad han skulle, og Anders Jensen måtte atter engang se stolpen redde en afslutning.
I stedet bringer TÅF sig foran på en uopmærksomhed fra ÅFS. I slutningen af en overtalssituation presser ÅFS på efter et frislag i hjørnet, men efter et forsøg på en pasning bagfra mål fra Anders Jensen til Michael Buch opfanger Morten Fryland bolden og sætter en kontra i gang med et udkast. Rasmus Opstrup hopper ind fra sin udvisningsboksen, og han kan efter oplæg fra Thomas Bådsgård bringe TÅF på 2-1 – en bitter pille for ÅFS at sluge.
Efterfølgende havde ÅFS svært ved at komme igennem det kompakte TÅF-forsvar, men der var alligevel gode muligheder til bl.a. Poul Nyborg og Jannik Isidor, men skarpheden manglede i de afgørende situationer.
Til sidste satsede ÅFS, og tog Anders Bruun ud af målet. Men det blev kun til nogle halve forsøg og løse bolde ind foran TÅF-målet, og i stedet kunne Morten Larsen afgøre kampen til 3-1 for TÅF med 17 sekunder tilbage.
Anders Rognerud, der i dagens anledning var hyret som skud-statistiker havde en travl tjans – og der blev sat mange streger ud for ÅFS-kolonnen. Efter kampen viste statistikken dog også, at mange af afslutningerne havde været enten forbi mål eller blokeret af en forsvarer. Dette er en del af forklaringen på, at overvægten i spil og chancer ikke gav noget udbytte. Derudover havde ÅFS-overtallet en skidt dag, hvor 11 minutters overtal ingen scoringer gav. Denne manglende skarphed blev afgørende overfor en modstander, der kendte deres besøgstid. Team Århus’ spil har gennem sæsonen ikke været sprudlende, men et stærk forsvar og et effektivt angreb har bragt dem på en sikker slutspilsplads, mens ÅFS nu ligger i en overlevelseskamp for at blive i elitedivisionen.
Næste modstander er Brønderslev Hotshots FC, der gæster Firma Sporten på lørdag. Brønderslev ligger umiddelbart efter ÅFS i stillingen, og ÅFS kan med en sejr sikre sig 6. pladsen, der giver 1 point på forhånd i kvalifikationsspillet. Men gæsterne er blevet kraftigt forstærket med blandt andet landsholdsspilleren Thomas Lodberg, så der venter en svær opgave.