Nederlag til ÅFS3 i næsten lige kamp.

ÅFS3 har været godt kørende de seneste par kampe med tre sejre i træk, og der var forhåbninger om en fjerde i lørdagens kamp mod TÅF3. Desværre var holdet ramt af en lang række afbud til dagens kamp, herunder en enkelt i sidste øjeblik. Heldigvis trådte Signe og Helle til, og holdet var dermed to hele kæder ved kampstart.

TÅF pressede os en del længere oppe på banen, end hvad vi har været vandt til i de seneste kampe, og dette kunne mærkes på opspillet, som ikke var helt så flydende som i tidligere kampe. Det blev dog til en del chancer, som vi desværre ikke havde den fornødne skarphed til at udnytte. Værterne kom også til en række chancer, som de var bedre til at udnytte. Dermed endte første periode 2-0 til TÅF.

I 2. periode blev holdet bedre til at finde hinanden, og der kom mere styr på de bagerste kæder. Efter en række gode forsøg knaldede Jon resolut bolden ind udefra og reducerede til 2-1. Et lækkert mål, der for alvor bragte ÅFS ind i kampen igen… troede vi da. For kort tid efter blev holdet ramt af en af sine berygtede kollektive hjerneblødninger, hvor intet lykkes og modstanderne til gengæld får heldet på deres side. Kort tid efter stod det 6-1 til værterne, inden ÅFS igen kom ind i kampen og fik styr på begivenhederne.

Kristian blev skadet i den seneste kamp, og er ikke helt klar endnu. Derfor overtog Allan målet i tredje periode, endnu engang uden at kunne nå at blive varmet op. Heldigvis var der igen kommet styr over begivenhederne, og det blev ikke til alt for mange TÅF-chancer. Målet var at gå ind og vinde 3. periode, og fordelingen af spil og chancer tydede på, at det skulle lykkes. Desværre var det igen TÅF, som havde mest held med at finde netmaskerne, og fik bragt sig på 7-1. ÅFS kom dog op på 1-1 i periodestilling, da Simon satte en bold ind i powerplay. Endnu et mål udefra. Om det skyldes, at holdet er blevet bedre teknisk eller bare ikke havde det fornødne held til at lave kludemål er ikke til at sige. Det blev dog TÅF, som scorede dagens sidste mål i en dum situation kort før tid foran mål. Chefreferenten forsøgte på at sparke bolden væk men fik ramt Allans fingre istedet og gav dermed en TÅF'er lov til at score til 8-2.

Når 50 ud af 60 minutter er temmeligt lige er det trælst at tabe en kamp så stort, men vi har i bund og grund ikke andre at skyde skylden på end os selv. En skam, at vi ikke kunne give det entusiastiske publikum en bedre afslutning på dagen. Spilmæssigt blev den heller ikke så flot som andre kampe, men til gengæld var den rimeligt intens med en god fight fra begge sider. Dommerne måtte dog godt have slået hårdere ned på stavtacklinger, som begge hold excellerede i.

Med nederlaget kan 3.-holdet ikke længere hente Bjerre i den samlede stilling. For at kommer over Vissenbjerg 2 skal den sidste kamp vindes. Det er ikke en umulig opgave, hvis ellers holdet kan holde det gode spil i 3 perioder. En sejr mod Vissenbjerg vil iøvrigt sikre, at holdet opfylder sæsonens primære mål, nemlig at blive det bedst placerede herre-hold.

Vi ses til en forrygende floorball-lørdag d. 8. med stemning, trommer og tropiske drinks.

Skriv et svar