Nok en bitter pille til 2.herrers medicinskab

15 markspillere og en keeper tog lørdag imod topholdet i 2.division kreds 3 fra Herning. Herning mønstrede samtidig kun 7 markspillere og planen var derfor enkel: Herning skulle LØBES over med tre kæder og højt tempo.

Kampen begyndte lidt usikkert men hurtigt satte ÅFS2 sig tungt på matchen. Herning havde et par giftige kontra-løb men var ellers ganske tandløse. Fuldt fortjent kunne Kenneth Bon med et flot slagskud gøre det til 1-0, hvilket også var stillingen efter 1.periode.

I 2.periode kom herninggenserne lidt længere frem. De var dog sjældent rigtigt farlige, og Morten Didriksen tog sig solidt af de enkelte forsøg, som sad inden for rammen. I den anden ende havde ÅFS noget sværere ved at bide sig fast, og der skulle derfor en flot solo-præstation til, før Århus-holdet igen kom på tavlen. En lang dribletur signeret Anders Loven blev rundet af med en blind pasning ind foran mål til en helt blank Henri Jantunen, som sikkert satte bolden i kassen til 2-0. I de døende sekunder kom Herning desværre godt igen med et kontramål til 2-1.

I tredje periode forsøgte Herning sig med et højt pres krydret med eftertacklinger og svinestreger. ÅFS'erne lod sig dog ikke gå på og fik stille og roligt kørt tid af klokken. Kampen syntes derfor afgjort, da hjemmeholdet med 1.39 igen pådrog sig en 2'er. Herning kørte bolden fint rundt og efter, at stolpen og Morten i målet havde taget pænt fra et par gange, kunne Herning udligne til 2-2 med 1 min. igen. I samme tid pådrog ÅFS sig nok en 2'er og spillede kampen ud i undertal. Alligevel spillede holdet sig frem til to gigant-chancer som dog forblev uudnyttede.

2-2 var ikke så tosset mod topholdet. Alligevel var skuffelsen stor over, at man som i de foregående to kampe satte en sikker føring over styr til et på dagen dårligere hold. Kommer der ikke snart skilling for pengene står den vist på trænerfyring hos ÅFS2;-)

Skriv et svar