Nu skal det være for ÅFS.

Efter en uges kamppause på grund af landsholdssamlinger, er ÅFS Floorball atter klar til kamp i Elitedivisionen og holdet tørster mere end nogensinde efter en sejr.

– Det vil være skønt, at få en sejr mod Herning på søndag. Selvom humøret ikke fejler noget, og vi faktisk føler, at vi har spillet godt, så kan man godt mærke at det er længe siden vi sidste har vundet, fortæller backen William Ehmsen, der desværre er skadet med en skulder, som er gået af led. Men hvis vi tror på det, så kommer belønningen i form af sejre også til os før eller siden. Og fra niendepladsen, hvor vi lige nu befinder os og op til sjettepladsen er det stadigvæk meget tæt.

Herning FC, som er søndagens modstander, mistede før denne sæson en række af de største profiler og for få uger siden var der endnu en, der forsvandt til naboklubben Sunds, denne gang U19-landsholdspilleren Thomas Jørgensen, der var en af holdets farligste sidste år.

Så det er en anden udgave Herning stiller med i år, hvor det mere går på fight end på flot spil. Men det passer ÅFS-træner Michael Andresen fint:

– Vi vil gerne ind og spille en tæt kamp, hvor man også kommer til at slå sig lidt. Floorball er et fysisk spil, og det har dommerne efterhånden også fået øjnene op for, så det vil vi udnytte og gøre det til rigtig herrefight.

Ser man frem mod de kommende kampe, ligner det et program, der burde give ÅFS lidt flere point på kontoen end det ene, der hidtil er hentet mod Esbjerg.

– Vi har tre kampe tilbage inden jul, og det er alle tre modstandere, som det bestemt ikke er urealistisk, at vi slår. Især lokalbraget d. 23. glæder spillerne sig til og i den anledning har vi gjort lidt mere ud kampen end sædvanligt.

Men først gælder det Herning Floorball Club på udebane på søndag kl. 13.00.

Skriv et svar