Ny cheftræner til ÅFS’ Liga damer

Lars Erik er blevet far og har bl.a. derfor overfor bestyrelsen i ÅFS
floorball udtrykt ønske om at træde tilbage fra cheftrænerposten. Klubben er
dog ikke interesseret i, at slippe Lars Erik helt, så han fortsætter som
assisterende træner.

Mette Faurholt har en lang karriere som floorballspiller både på klub- og
landshold og har tidligere været aktiv spiller i ÅFS. Mette kommer fra
Frederikshavn Bulldogs, hvor hun startede i 1999 og spillede indtil forrige
sæson, dog med en lille afstikker pga. studier, hvor hun spillede i ÅFS fra
2002-2004. I sidste sæson tog Mette med sin kæreste en tur til Sverige, hvor hun spillede i klubben FBC Engelholm. Her var hun var med til at sikre holdet oprykning til 1. division.

For at få det hele til at fungere med en spillende træner, vil Mette have
Lars Erik og Carsten Nystrup som assisterende trænere. Dette er et trekløver som
bestyrelsen har stor tillid – og mange forventninger – til.

Om sin nye stilling som cheftræner udtaler Mette:
”Jeg har længe gået med tanken om at
blive træner, men samtidig er jeg ikke helt klar til at lægge mit eget spil på
hylden. Derfor har det også været vigtigt for mig, at få to kompetente
assisterende trænere, som kan og vil gå ind og tage styring på træninger og i
kampe. Jeg ser dette trænersamarbejde som en god mulighed for at kunne udvikle
mig som træner og samtidig fortsætte med at spille. Jeg glæder mig rigtigt
meget til at komme i gang”

ÅFS floorballs bestyrelse udtrykker ligeledes stor tilfredshed med den nye
trænerkonstellation:
”Vi er rigtig glade for at kunne tilbyde ÅFS damerne den trænerkonstellation, som vi nu har
fået på plads. Med Mette som cheftræner får holdet masser af inspiration og
input ’udefra’ samtidig med, at hun også vil kunne tilføre rutine og kvalitet
på banen. Kombineret med Lars Eriks og Carstens indgående kendskab til
spillerne samt deres erfaringer på bænken er vi sikre på at både hold og
trænerteam går en meget spændende sæson i møde. I tråd med vores visioner for
damefloorball i ÅFS vil trænerteamet sikre personlig udvikling af de enkelte
spillere og desuden arbejde med holdets fælles kompetencer i form af taktisk
forståelse og formåen.”

Bestyrelsen ønsker Mette hjertelig velkommen tilbage til klubben og ser
frem til et spændende samarbejde i den kommende sæson.

Skriv et svar