Optakt: ÅFS 2 – damer

I optaktsrækken er vi nået til ÅFS 2. damer, der også står foran en ny og spændende sæson. Sæsonen skulle have været blæst i gang på søndag, men da Skanderborgs damer har trukket sig, lader sæsonens først kamp vente på sig. Ligeledes har Svenstrup trukket deres damehold, og derfor er der “kun” 7 hold tilbage i 1. division. I spidsen for holdet står Asbjørn Svendsen og Marie Louise Tøttrup, og de har følgende kommentarer til den kommende sæson:

Hvad er forventningerne til denne sæson?
Med udgangspunkt i den store udvikling holdet har gennemgået de sidste 2 sæsoner er der naturligvis forventninger om, at denne udvikling fortsætter og holdet derved tilegner sig den smule ekstra som kræves for at rykke endnu et trin op ad rangstigen.

Hvordan ser truppen ud?
Holdet har måtte vinke farvel til en håndfuld rutinerede spillere af forskellige årsager, så p.t. er der nogle positioner, hvor der skal afprøves nye spillerkombinationer. Tilgangen af nye lovende spillere kombineret med en stor del af grundstammen fra sidste års hold tegner dog godt for fremtiden. I løbet af kort tid forventes det derfor, at truppen atter er stærkt besat på alle poster.

Hvilket mål har du/ I? Placering?
Den primære målsætning er naturligvis at udvikle spillerne teknisk og taktisk med henblik på at producere nye spillere til klubbens ligahold. Med tanke på at holdet sidste år spillede en række meget tætte kampe mod topholdene i 1.division så bør der i år være basis for en top 4 placering.

Hvor står truppen nu?
Intensiteten til træning har været høj og sammenspillet er så småt ved at komme på plads, men med kun 4 træningspas i benene på nuværende tidspunkt mangler der stadig lidt inden spillerne helt har fået rystet sommerferien af sig.

Hvad skal der arbejdes med frem mod sæsonstarten?
At få indspillet nye spillere i truppen og få den sammensat bedst muligt.

Hvordan synes du / I rækken ser ud i år?
Rækken ser ud til at kunne byde på en række tætte opgør ikke mindst mod Odense og Sunds, som vi sidste år havde nogle meget jævnbyrdige kampe mod. Liga nedrykkerne fra Brønderslev må tilskrives favoritværdigheden i rækken, så der venter sandsynligvis et par meget hårde kampe. Svendborg og Esbjerg kæmpede godt sidste år og ikke mindst Esbjerg sluttede sæsonen forrygende af. Hvis de kan fortsætte den fremgang bliver de en hård nød at knække. Sidste hold i puljen er Skive, der som nytilkommer er et ubeskrevet blad, men det bliver spændende at se, hvad de kan byde på.

Skriv et svar