Optakt: ÅFS 2 – herre

I anledning af den snarligt forestående sæsonstart vil vi her på siden lade op til præmieren ved at bringe en række korte interview med de forskellige ÅFS trænere for at få et indblik i, hvilke tanker de gør sig omkring den kommende sæson. Vi lægger ud med William Ehmsen, cheftræner for ÅFS' lovende og talentfulde 2. herrer…

Hvad er forventningerne til denne sæson?

Forventningerne er, som altid, store til et hold som ÅFS2. Efter sidste sæsons nedrykning er hele holdet skiftet ud med rene gamle legender fra en svunden ting, hvor ÅFK regerede i Århus. Med andre ord så har 2. holdet og 3. holdet (aka Loko) byttet plads i divisionerne. Loko har gennem de sidste 3 år vundet 2. division 2 gange og blevet nr. 4 i 1. division en enkelt gang. Med en winrecord som denne siger det sig selv, at holdet er favoritter til at vinde 2. division igen. Det går vi benhårdt efter.

Hvordan ser truppen ud?

Truppen ser næsten ufattelig god ud. Vi er stærkt besat på alle pladser. Især med forstærkningerne i Asbjørn Svendsen og Casper Storr in mente. To spillere som nemt ville kunne gå ind på de fleste landshold i Asien.

Hvilke mål har du/I? Placering?

Det er et nemt spørgsmål. Nr 1. Der skal endnu en pokal hjem til skabet.

Hvor står truppen lige nu?

Træningsintensiteten har været høj og med en træningskamp mod Randers Raptors på mandag, så ved vi mere om, hvordan holdet står. Det er jo altid svært at sige med en trup som består af så store individualister og holdspillere. Kan vi stadig spille sammen? Kan vi stadig drible bukserne af TÅF2? Retoriske spørgsmål vil mange sige, og jeg er en af dem. Så vi står solidt, godt og med begge ben plantet i skyerne.

Hvad skal der arbejdes med frem mod sæsonstarten?

Lidt ydmyghed fra trænerens side, måske?

Hvordan synes du/I rækken ser ud i år?

Vi går ikke så meget op i, hvilken række vi spiller i. Vi spiller vores eget spil. Modstanderen er forholdsvis underordnet. Men jeg ser da frem til endnu engang at prygle TÅF2 i opløbet om pokalen. Der er også noget med et par Sunds hold, som også kan være irriterende at spille imod. Ikke desto mindre glæder Loko sig til sæsonen og ønsker alle hold held og lykke med at fange os.

Skriv et svar