Optakt: ÅFS 3 – herre

Selvom sæsonen for ÅFS holdene er skudt i gang har vi endnu et lille optaktsinterview med træneren for ÅFS 3, Casper Storr. I det følgende kan du læse lidt om hans forventninger til et af ÅFS' to herrehold i 3. division:

Hvad er forventningerne til denne sæson?
Fastholde nogle af de nye spillere der kommer til i løbet af sæsonen og få et hold der kan gøre sig gældende i toppen af rækken. Derudover at træningerne kommer til at foregå i højt tempo med høj træningsintensitet.

Hvordan ser truppen ud?
Der er kommet en masse nye spillere til i denne sæson, hvilket selvfølgelig er meget positivt. Bundniveauet er også utrolig højt og alle de nytilkomne viser allerede en stor spilforståelse. Hvis det lykkedes at fastholde spillerne er der basis for en rigtig bred og dygtig trup.

Hvilket mål har du/ I? Placering?
Vi skal udvikle os teknisk såvel som taktisk. På længere sigt vil det da også være planen, at vi skal kunne forsyne førsteholdet med spillere.
Da stort set hele truppen er ny, bliver det desværre nok svært at komme tilbage i 2. division i denne sæson. Vi vil dog alligevel forsøge at stile mod en Top3-placering i rækken.

Hvor står truppen nu?
På grund af den store tilgang af nye spillere her ved sæsonstart er der selvfølgelig mange ting, der ikke er kommet helt på plads endnu. De nye spillere har dog vist stor lyst til både at lære og at spille floorball samt givet den gas til træningerne, hvilket de skal have stor ros for.

Hvad skal der arbejdes med frem mod sæsonstarten?
Den første kamp er spillet, hvor vi desværre tabte 1-5 mod Skanderborg 2, men nu har vi 3 uger at arbejde med hen imod næste kamp. På de 3 uger skal vi gerne blive lidt mere sikre med bolden samt blive bedre taktisk og stå bedre på banen.

Hvordan synes du / I rækken ser ud i år?
Da vi er nedrykkere fra 2. division, hvor vi rykkede ud med et brag, er kendskabet til de øvrige hold yderst begrænset. Men det virker umiddelbart til at vi kan få en masse tætte og spændende kampe i år, hvilket vi selvfølgelig ser frem til.

Skriv et svar