Overbevisende dame-sejr.

Elite Dame: ÅFS-Brønderslev 8-2 (1-0,4-1,3-1)
Essensen af ÅFS-damernes indsats mod Brønderslev kan karakteriseres kort og præcist: Effektivt, koncentreret, tempofyldt og til tider flot spil.
Ovennævnte smukke dyder førte til en overbevisende sejr over et frisk spillende Brønderslev-hold, der i det seneste indbyrdes opgør havde skabt store ÅFS-problemer.
Der var en smule problemer med at få hul på bylden, men den øjeblikkelige topscorer Mette Koefoed stod på det rette sted, da hun i slutningen af første periode styrede et Mette Faur-skud ind bag den velspillende målvogterske i gæstemålet.
Anden periode var en opvisning i flot kombinationsspil, gode individuelle præstationer og effektive afslutninger.
Astrid scorede blot fire sekunder efter Brønderslevs 1-4-reducering, mens Mette Faur stod for dagens solo-præstation med et blændende tempoløb og en skarp afslutning til 4-0.
Tredje periode: Tja, sejren skulle køres hjem og det blev den på overbevisende manér. Målscoren blev forbedret og ved den efterfølgende VIP-nattefest på in-stedet “Bordtennislokalet” blev de to trænere enige om, at kampen måske havde været sæsonens bedste.
Ros til samtlige spillere, men ingen hvilen på de berømte laurbær, for:
Næste weekend gælder det topmatch mod Outlaws og her skal ÅFS'erne virkelig være på stikkerne, hvis der skal point hjem. Det bliver et brag af et opgør.

Skriv et svar