Præsentation af 1. divisionstruppen – del 1:

Som annonceret tidligere vil vi i denne uge præsentere de spillere, der på nuværende tidspunkt er på plads i ÅFS' 1. divisionstrup til sæsonen 04/05. Her følger de fire første spillere:

#4 Lars Skytte (19 år, Altid ÅFS)
Med sine 19 år er “Mini” yngste mand i truppen, og han har som en af de få startet som helt ung i ÅFS. Talentet kan ikke benægtes, hvilket hans deltagelse ved U19-VM i Tjekkiet i efteråret også bevidner. Forhåbentligt fortsætter den stærke center sin udvikling i den kommende sæson.

#5 Jan Rise (27 år, Tidl. Klub: Skanderborg RKFC)
“Rise” har gennem sæsonen kæmpet for en plads i startopstillingens tre kæder. Forwarden leverer altid en eksemplarisk fighterindsats, og han er en af de mest rutinerede spillere i truppen, og han vil i den kommende sæson være en af de spillere med flest kampe for ÅFS 1. hold.

#17 Anders Brøns Christensen (24 år, Tidl. klub: Randers FC Raptors)
“Brøns” er en placeringsstærk back, der nyder godt af sin rækkevidde og gode kondition, og han har et højt bundniveau, der garanterer for en solid indsats. Han blev i den forgangne sæson kåret til Årets Dametræner i Danmark, og klubben kommer igen i år til at nyde godt af hans kvaliteter som cheftræner for elitedamerne.

#20 Anders Jensen (23 år, Tidl. klub: Frederikshavn Bulldogs FK)
Det er med meget stor glæde, at vi kan præsentere, at VM-deltageren Anders Jensen bliver i ÅFS. Anders er faldet godt ind i klubben og på holdet i år, hvor han leverede 34 points. Anders har fået flere tilbud fra danske liga-klubber, men han har valgt at satse på at være med til at føre ÅFS tilbage til den bedste række. En nøglespiller der forhåbentligt kan fastholde sin position på landsholdet.

Følg de kommende præsentationer i løbet af ugen.

Skriv et svar