Så er det slutspilstid!

Kvartfinaler, herrer: Copenhagen FC – ÅFK Floorball TST

Herrerne går ind til slutspillet fra en ottendeplads og er dermed underdog mod grundspillets 3’er Copenhagen FC. Begge grundspilskampe er endt med københavnske sejre, men det sidste opgør var dog et tæt og spænende opgør, og i slutspil kan alt ske – og serien har derudover det ekstra aspekt indlejret, at det er tredje sæson i træk, at Copenhagen er oppe mod et Århus-mandskab i kvartfinalen.

ÅFK-træner Sylvester Hansen udtaler:

– Når man slutter som 8’er, kan man dårligt klage, men vi kunne godt have fået en bedre modstander. Copenhagen har en spillestil, der ikke passer specielt godt til os med deres giftige kontrafase. Men på den anden side, har vi haft noget konkret at forberede os på efter sidste grundspilskamp, og kan vi forstå på Schow og Parbo, så har vi bestemt en rimelig chance for at gå videre. Samtidig så var ”lodtrækningskaosset” om ikke andet jo også en afsløring af, at vi heller ikke var ønskemodstander for Copenhagen. Nøglen for os er, at vores bedste spillere præsterer og afgør der for os – hvis ikke de gør det, så bliver det svært. Jeg gætter på, at den går i fem kampe – og forhåbentligt med os som vindere.

Kvartfinalen serien – der spilles bedst af fem kampe – åbnes lørdag kl. 16:00 i Valby Hallen – og fortsætter med kamp 2 søndag samme tid og sted.

Kvartfinale, damer: Herlev FC – ÅFK Floorball TST

Modsat herrerne er der ikke tvivl om, at damerne må påtage sig favoritværdigheden. Sæsonen har budt på en grundspilssejr, en pokaltitel og en 1. plads i mellemspillet i vest. Og samlet set er kun én kamp blevet tabt.

Modstanderne fra Herlev endte på fjerdepladsen i øst-ligaen efter en sæson præget af mange tætte kampe. Herlev-holdet besidder stor rutine, og det bliver en afgørende faktor, at ÅFK kan få held med en fornuftig boldomgang i højt tempo samt skarphed i afslutningerne. ÅFK har gennem sæsonen vist, at målene kan komme fra mange sider – krydret med et comeback til Nicoline Pihl i slutningen af grundspillet – men alligevel ligger der et stort ansvar på de tre pointslugere gennem sæsonen Cecilia Di Nardo, Jasmin Damm og Julie Perto.

Damernes kvartfinaleserie spilles bedst af tre kampe og åbnes søndag klokken 15:00 i Herlev Hallen.

Skriv et svar